Ny skandale i DR: Program har tjent en million på at bryde regler

P4-programmet Café Hack har taget penge for at besøge forskellige destinationer. Det er imod DRs regler om skjult sponsorering

Vært og medejer af SK Productions, Søren Dahl på Café Hack. Selskabet skal nu redegøre overfor DR. Arkivfoto: Polfoto
Vært og medejer af SK Productions, Søren Dahl på Café Hack. Selskabet skal nu redegøre overfor DR. Arkivfoto: Polfoto

P4-programmet Café Hack har tjent mindst en million kroner på at bryde DR's regler om skjult sponsorering.

Det fortæller Radio24syv.

Hver sommer rejser programmet rundt forskellige steder i Danmark, hvor de sender fra.

Nu er det så kommet frem, at produktionsselsskabet SK Productions, der står bag programmet, har taget penge for at optage radioprogrammer på 15 af de 36 destinationer, som programmet har besøgt fra 2013 til 2016.

Flere destinationer står frem
Afsløringen kommer efter, at Radio24syv i sidste uge kunne fortælle, at Café Hack har forlangt 67.500 kroner for at sende et program fra Sallingsund Færgekro på Mors.

Derefter kunne TV2 fortælle, at Kattegatcenteret i Grenaa har betalt 87.500 kroner, Nyborg Slot har betalt 70.000 kroner til programmet og en række andre destinationer stod ligeledes frem og fortalte, at de havde betalt for at få programmet ud.

SK Productions, der står bag programmet, er blandt andet ejet af Søren Dahl. Han er samtidig vært på programmet.

Mindst en million på snyd
Radio24syv har foretaget en rundringning til samtlige 36 destinationer. 15 af dem fortæller, at de har betalt for at få programmet ud. Beløbene fra destinationerne ender på mindst 1.181.298 kroner.

Man kan dog forvente at beløbet er højere.

Flere af destinationerne fortæller nemlig ikke, hvor mange penge det drejer sig om. Ti destinationer har ikke været mulige at få fat i, og fem steder siger, at de ikke har betalt.

DR kræver redegørelsen
Overtrædelsen af DR's regler om skjult sponsorering kræver radiochef, Gustav Lützhøft, nu en redegørelse om senest onsdag den 1. marts.

Fredag sagde han til DR:

- Det er kommet frem, at SK Productions har opkrævet penge fra blandt andre Sallingsund Færgekro for at optage programmet 'Café Hack'. Det er fuldstændig uacceptabelt og imod alle aftaler. Jeg vil gerne understrege, at vi ikke kan leve med nogen som helst tvivl om DRs troværdighed, og derfor ser vi også med stor alvor på sagen.

DR vil efter modtagelsen af redegørelsen træffe en beslutning om konsekvenserne for programmet og produktionsselskabet bag. '

Program allerede i problemer i 2008
Men det er ikke første gang, at der er problemer med programmet.

I 2008 kom det frem, at Café Hack havde tilbudt Roskilde Kommune at betale 175.000 kroner for at få programmet på besøg.

Dengang sagde DR's daværende radiochef, Ole Mølgaard, at de nu havde indskærpet overfor programmet, at det er i strid med DRs regler at modtage sponsorater.

106 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere