Ny stikker-app: Uddel p-bøder og tjen 300 kr. per gang

Et nyt parkeringsselskab vil give private mulighed for selv at uddele parkeringsbøder. 'Jeg sover godt om natten', lyder det fra direktøren

Bliv klogere på appen her

Parkeringsvagter og p-bøder er noget, der kan få de fleste menneskers blod til at bruse.

Derfor kan det også lyde overraskende, at en ny dansk app åbner op for, at man som privatperson kan agere p-vagt på sine egne private områder.

- Vi er trætte af, at det er de samme gamle slaver, der styrer showet, siger Kasper Daae, der er ejer og direktør af Parkeringskompagniet, der står bag det nye koncept.

- Nu har vi taget p-vagten, og smidt ham ind i app, så folk selv kan råde over deres egne parkeringspladser. Det gælder både andelsforeninger, større virksomheder, butiksejere og folk der bare er trætte af, at deres indkørsel bliver brugt som parkeringsplads af fremmede.

Deler i porten
Parkeringskompagniet er allerede registreret som et parkeringsselskab, hvilket betyder, at de lovligt kan uddele bøder i samarbejde med deres kunder.

- Mange har troet, at vores app gav enhver lov mulighed for at stikke rundt i byen og uddele bøder til folk, der holder et par centimer udenfor kridtstregerne - sådan er det ikke, fastslår direktøren.

Det er kun registrerede kunder, der ejer privat grund, der har mulighed for at give bøderne. Herefter er det Parkeringskompagniet, som står for at inddrive pengene.

- Vi udbetaler 50 procent af agiftsbeløbet. Efter skat svarer det til, at vi får 300 kroner, og de får 300 kroner.

Sådan virker det

1. Du indtaster nummerpladen på den bil, der holder ulovlig parkeret i Parkeringskompagniets app Beboer Parkering.

2. Du tager et billede, der dokumenterer den ulovlige parkering.

3. Du sender billedet samt nummerpladeinformationer afsted i app'en.

4. Du udskriver en fysisk bøde og placerer i vinduet.

FDM: Man har en personlig interesse
Hos FDM erkender man da også, at der ikke er noget ulovligt ved konceptet. Alligevel stiller man sig kritiske.

- Man deler pengene i porten, og det betyder, at den enkelte vagt får noget i provision. Så man har jo en direkte personlig interesse i, at der bliver pålagt en afgift, siger juridisk konsulent hos FDM Dennis Lange til TV2 Østjylland.

Den påstand bekymrer dog ikke Kasper Daae.

- Selvfølgelig kan det være en forretning for vores kunder, men vi kan ikke gøre for, at folk vælger at parkere deres bil ulovligt. Hvis du parkerer på en af vores pladser, kan du ikke undgå at se, at man skal betale, siger han.

Ikke en stikkerlinje
I fremtiden håber Parkeringskompagniet, at man kan være med til at ændre branchen helt.

- Vi er et bedre alternativ end den løsning, hvor et kamera bare sidder og skriver bøder ud, der allerede er på vej. Os kan man i det mindste tale med.

- Er I ikke bare en stikkerlinje?

- Hvis folk holder ulovligt på en privatejet plads, kan jeg ikke se, at man skulle være en stikker, hvis man giver dem en bøde for at lade vær, siger Daae.

- Jeg sover godt om natten.

483 kommentarer
Vis kommentarer