Ny vaccine testet: 66 procent effektiv

En længe ventet vaccine fra Johnson & Johnson har ved større forsøg vist sig at være 66 procent effektiv

Johnson&Johnson er blandt de firmaer, som Danmark lavede vaccineaftaler med tilbage i november

En af de vaccineproducenter, som Danmark i sin indkøbspolitik har sat sin helt store lid til har fremlagt de første resultater af deres fase tre-forsøg af en vaccine mod covid-19.

Således har vaccineproducenten Johnson & Johnson oplyst, at deres bud på en vaccine er 66 procent effektiv i forhold til at forhindre, at man bliver syg af covid-19.

Det skriver flere medier og nyhedsbureauer.

Vaccinen fra Johnson & Johnson består i modsætning til de allerede brugte vacciner af kun et enkelt stik, men den er altså langtfra lige så effektiv som eksempelvis vaccinerne fra Pfizer og Moderna.

Til gengæld lyder det fra Johnson & Johnson, at vaccinen er 85 procent effektiv mod svære tilfælde af covid-19.

Fase 3-forsøget hos Johnson & Johnson er baseret på tests på 44.000 personer.

8,2 millioner bestilt
Vaccinen fra Johnson & Johnson er den, som Danmark har bestilt allerflest af på forhånd. Ifølge Lægemiddelstyrelsen har Danmark således indgået en aftale om at købe 8,2 millioner doser, hvilket altså svarer til, at 8,2 millioner kan blive vaccineret. Vaccinen fra BioNTech/Pfizer har man aftalt at købe 9,2 millioner af, men da den kræver to stik, svarer det til vacciner til 4,6 millioner mennesker.

Samfund Trods forsinkelser: Alle kan være vaccineret til sommer

Ifølge meddelelsen fra Johnson & Johnson er vaccinen 72 procent effektiv i USA, 66 procent effektiv i Latinamerika og 57 procent effektiv i Sydafrika 28 dage efter, vaccinen blev givet. Årsagen til det lave tal i Sydafrika er formentlig den sydafrikanske mutation, B1351, som vaccinen sandsynligvis ikke er lige så effektiv imod.

Selvom vaccinen altså ikke beskytter fuldstændig mod, at man bliver syg med covid-19, hævder firmaet, at den beskytter mod de værste tilfælde.

- Lige nu er vi fuldstændig beskyttende. Det tyder på 100 procent beskyttende mod sygdom, der rent faktisk får dig sendt på hospitalet, vi er 100 procent beskyttende mod død, lyder det fra Mathai Mammen, der står i spidsen for forskning og udvikling hos Johnson & Johnson, over for CNN.

568 kommentarer
Vis kommentarer