Nye russiske fly spottet i Syrien: - Det ville jeg ikke have gjort

Russisk fly ser ud til for første gang at være blevet brugt i aktion

Se de nye fly i aktion

Ruslands nyeste militære isenkram i luften, stealth-flyet SU-57, er angiveligt blevet indsat i en aktiv konflikt for første gang.

Det skriver flere russiske medier ifølge The Guardian.

Selvom der endnu ikke har været meldinger om, at flyet skal have affyret nogen våben, skal flyet være blevet en del af styrken på Ruslands luftbase i Syrien.

Rusland har tidligere annonceret, at de ville begynde at teste flyene i kamp, men hverken Kreml eller det russiske forsvarsministerium ønsker at kommentere, hvorvidt de nu har taget det nye fly i brug.

SU-57 flyene skal efter planen være en grundsten i det fremtidige russiske luftvåben. Billedet her er fra en testflyvning i juli 2017. Foto: Shutterstock
SU-57 flyene skal efter planen være en grundsten i det fremtidige russiske luftvåben. Billedet her er fra en testflyvning i juli 2017. Foto: Shutterstock
 

Russiske nyhedsbureauer citerer dog kilder i det russiske forsvarsministerium for at bekræfte, at flyene nu er taget i brug for første gang efter længere tids test.

Den første testflyvning med en SU-57, som internt er gået under navnet T-50, fandt sted i 2010, og siden er flyet løbende blevet udviklet og testet indtil det altså nu er indtrådt i aktiv tjeneste.

Syrien som udstillingsvindue
At Rusland nu vælger at bruge krigen i Syrien til at teste og fremvise nyt militært grej er langt fra enestående.

Således har de tidligere blandt andet testet nye krydsermissiler i konflikten, og det er tidligere kommet frem, at Rusland har oplevet en stigning i våbensalg som følge af 'udstillingsvinduet' i Syrien.

Ifølge den Moskva-baserede militære tænketank Centre for Analysis of Strategies and Technologies kan det dog være risikabelt at sende flyene til Syrien på nuværende tidspunkt, hvor de måske ikke er testet helt til bunds, eller piloterne ikke har den nødvendige erfaring med det nye fly.

- Hvis jeg var forsvarsminister, ville jeg formentlig ikke gøre det. Hvis man mister et af de her fly, kunne det resultere i store problemer. Og hvad sker der, hvis teknologien falder i de forkerte hænder?, siger militæranalytiker Ruslan Pukhov fra Centre for Analysis of Strategies and Technologies til The Guardian.

Nyt fokus på Syrien
Det er endnu uvist, i hvilket omfang flyene vil indgå i de daglige operationer i Syrien.

Den seneste tid er der dog kommet fornyet fokus på netop indsatsen i Syrien, fordi byen Ghouta bliver udsat for massive angreb fra regeringsstyrker med opbakning fra Rusland, hvilket i løbet af få dage har kostet flere hundrede mennesker livet - heriblandt mange børn.

15-årige Muhammed Najem filmer og tager billeder fra Ghouta i Syrien, hvor han bor og oplever de mange bombeangreb. Foto: PRIVATFOTO Krig & katastrofer - 21. feb. 2018 - kl. 22:16 15-årig tager selfie midt i krigszone: - Børnene dør hver dag

Fra USA's side vil man heller ikke bekræfte, om man har konstateret at flyene er ankommet til Syrien.

Man betragter dog flyenes mulige ankomst som en optrapning af konflikten frem for en nedtrapning.

- Tilføjelsen af femte-generations kampfly i Syrien vil i særdeleshed ikke være i tråd med Ruslands melding om, at man vil nedtrappe indsatsen, siger Eric Pahon, talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, til Military.com.

- Vi betragter ikke disse fly som en trussel mod vores indsats i Syrien, og vi vil fortsætte med at deskalere vores indsats så vidt det er nødvendigt, siger han.

Det er planen at det russiske SU-57 skal fungere som rival til den amerikanske F-22 Raptor, og flyet skal på sigt udskifte Ruslands MiG-29 og SU-27.

183 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere