Nye smittetal: 37 dødsfald det seneste døgn

Der er foretaget 82.795 tests på et døgn, hvor antallet af indlagte falder

Mette Frederiksen: - For få bliver testet

Onsdag er der registreret 1358 nye coronatilfælde.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Der er foretaget 82.795 tests det seneste døgn, hvilket giver en positivprocent på 1,64.

Ikke siden slutningen af november sidste år har positivprocenten været lige så lav, som den har været det seneste døgn.

Antallet af indlagte falder til gengæld med 58 til 859. Af de indlagte er 137 på intensivafdeling, hvoraf 90 får hjælp af respirator.

Yderligere 37 personer er døde, mens de var smittet med corona. Dermed er i alt 1660 borgere døde med virussen i kroppen siden midten af marts sidste år.

Siden slutningen af februar 2020 er der blevet foretaget et godt stykke over 11 millioner test for coronavirus. Det er fordelt på over fire millioner borgere.

I kampen mod corona er myndighederne herhjemme begyndt at vaccinere mod virusset. Først i rækken til et stik er de allermest udsatte borgere.

Seneste opgørelse fra SSI viser, at frem til onsdag morgen har i alt 118.073 borgere fået det første af to vaccinationsstik. Det svarer til 2,02 procent af den samlede befolkning.

- Vi har tydeligvis stoppet stigningen i antallet af nye smittede og begynder også se et fald i antallet af indlæggelser.

- Det er en gevinst af, at vi har måttet leve under skærpede restriktioner den seneste måned, siger professor og overlæge Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital om dagens smittetal.

- Men vi skal endnu længere ned i smittetal for at holde den nye britiske variant for døren, hvis det holder stik, at den er op til 50-70 procent mere smitsom, siger han.

235 kommentarer
Vis kommentarer