Der er elever i min klasse, som ikke får den særlige støtte, de har behov for.
Sådan svarer 82 procent af lærerne i en ny undersøgelse. 23 procent svarer, at eleverne med særlige behov slet ingen støtte får.
5.233 folkeskolelærer har deltaget i undersøgelsen, som er lavet af Danmarks Lærerforenings kredse i 36 forskellige kommuner.
Alle de adspurgte lærere har såkaldte 'inkluderede elever' i deres klasser. Det er elever med særlige behov, som tidligere ville have fået specialundervisning, men som nu går i en almindelige folkeskoleklasse i stedet. Det kan være elever med ADHD, autisme eller andre diagnoser.
- Det er en rigtig god ide, at vi prøver at have de elever, der før blev sendt til specialundervisning, med i de almindelige klasser. Men pengene er ikke fulgt med eleverne ind i klasserne, og derfor er der alt for ofte ikke tid og ressourcer til eksempelvis at lave handleplaner for hvert barn, siger Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening.
Kommunernes Landsforening anerkender, at der er problemer med inklusionen i folkeskolerne.
- Når den her analyse rammer os, så tænker vi, at det må vi kunne gøre bedre, siger Peter Pannula Toft, der er kontorchef i KL's kontor for Børn og Folkeskole.
Udviklingen går ud over lærernes arbejdsforhold. Læs mere her.