Nye tal om hadforbrydelser vækker bekymring

Ny rapports fund om diskrimination mod personer af seksuelle minoriteter er alarmerende, mener byrådsmedlem

En udbredt ensomhed blandt unge fra seksuelle minoriteter bør føre til, at byrådet i Aarhus får opført og finansieret et fælles hus for LBGT+-personer.

Det fortæller byrådsmedlem og formand for kommunens ligestillingsudvalg, Lone Norlander Smith (EL).

En rapport fra Epinion, der er foretaget for kommunen, viser, at ud over udbredt ensomhed, svarer 44 procent, at de har oplevet enten diskrimination eller hadforbrydelser.

- Vi bliver bekymret over det høje antal, der har anført, at de har været udsat for hadforbrydelser og/eller diskrimination i Aarhus. Det er ikke nærmere defineret, men vi synes, at tallene alene er alarmerende, siger hun.

Mere end to ud af tre af de adspurgte svarer, at de ofte eller nogle gange er alene, når de egentlig hellere vil være sammen med andre.

- De to kobler vi sammen, fordi det er meget sandsynligt, at hvis man synes, at man bliver udsat for diskrimination og føler sig forkert og utilpas i det sociale liv, der er i byen, siger Lone Norlander Smith.

Hun mener, at kommunen bør lave et fælles samlingssted, et slags hus, i byen, hvor der skabes et fællesskab for personer af seksuelle minoriteter.

- Så vi synes, at det vil være fint, om vi fik sat turbo på at få et hus i byen, hvor man kan samle forskellige funktioner - både sundhedsmæssige og kulturelle, siger hun.

Undersøgelsen spørger ikke ind til, hvad oplevelserne af diskrimination eller hadforbrydelser dækker over. Det er ikke planen, at der bliver rakt ud til de adspurgte og foretaget en yderligere undersøgelse af hvilke konkrete forhold, der er tale om, forklarer Lone Norlander Smith.

- Lige nu er det ikke i støbeskeen. Vi har lige fået færdiggjort den her undersøgelse. Vi er i gang med at bearbejde tallene og drøfte dem. Så skal vi have en debataften, hvor vi også skal prøve at dykke lidt ned i det, siger hun.

- Det er helt klart, at der er nogle tal, som gør, at vi skal kigge nærmere på det på sigt. Og det skal helst ikke vare for mange år, før vi kommer videre.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere