Nye tilfælde af hiv går hver sin vej i Øst- og Vesteuropa

130.000 personer i Østeuropa blev i 2017 smittet med hiv. Det er rekord og uacceptabelt højt ifølge WHO

Mens antallet af nye hiv-diagnoser satte rekord i Østeuropa sidste år med 130.000, så er tendensen den modsatte i de vesteuropæiske lande.

Her er antallet af personer smittet med den seksuelt overførte sygdom nedadgående.

Totalt blev næsten 160.000 personer i Europa diagnosticeret med hiv-virus, som kan forårsage aids, i 2017.

Det oplyser Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) onsdag.

- Det er svært tale om gode nyheder i lyset af endnu et år med uacceptabelt høje tal for antal personer smittet med hiv, siger Zsuzsanna Jakab, der er direktør for WHO's regionale afdeling for Europa.

Hun opfordrer de europæiske regeringer og sundhedsmyndigheder til at reagere på den alvorlige situation ved at øge deres indsats mod udbredelse af sygdommen.

FN advarede i juli om, at ligegyldighed og en laden-stå-til-holding over for anvendelse af prævention og dermed risiko for at blive smittet med hiv, er begyndt at bremse kampen mod sygdommen.

Globalt er cirka 37 millioner personer inficeret med hiv.

WHO's europæiske region omfatter 53 lande med en befolkning på næsten 900 millioner. Heraf bor omkring 508 millioner i de 28 EU-lande samt Norge, Island og Liechtenstein.

En årsag til det fortsat høje antal hiv-smittede i Europa er, at mange smittede personer bliver diagnosticeret sent. Det øger sandsynligheden for, at de påfører andre sygdommen.

Det skriver ECDC og WHO i deres fælles rapport.

Det fremgår også, at et uforholdsmæssigt stort antal mænd i Europa er ramt af hiv. Omkring 70 procent af de nye tilfælde, som lægerne opdagede i 2017, var således hos mænd.

Siden aids-epidemien begyndte i 1980'erne, er over 77 millioner mennesker verden over blevet smittet. Næsten halvdelen - eller 35,4 millioner - er døde af aids.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere