Nyfødt baby smittet med corona død i USA

Guvernøren i Connecticut, Ned Lamont, kalder det 'absolut hjerteskærende'

En blot seks uger gammel baby, der var smittet med coronavirus, er død i USA.

Det oplyser guvernøren i Connecticut, Ned Lamont på Twitter.

Her fremgår det, at babyen blev hastet til hospitalet i sidste uge, men babyens liv stod ikke til at redde. En test bekræftede i går aftes, at barnet var smittet med coronavirus.

Ned Lamont kalder det 'absolut hjerteskærende'.

'Det er - så vidt vi ved - en af de yngste personer i verden, der har mistet livet som følge af komplikationer relateret til coronavirus', skriver han på Twitter.

'Det understreger vigtigheden af at blive hjemme og minimere vores kontakt til andre mennesker. Dit og andres liv kan bogstaveligt talt afhænge af det', skriver guvernøren.

206.207 personer er onsdag bekræftet smittet med coronavirus i USA. Heraf er 4528 døde.