Nyfødt ligner 80-årig mand: Vi takker Gud for ham

Den rynkede og behårede baby ser ud til at være lidt mere end et par dage gammel

Se den behårede fyr, kort efter han kom til verden, her. (Video: Caters)

I filmen 'Benjamin Buttons forunderlige liv' spiller Brad Pitt en ung dreng, som er født i en gammel, gigtplaget mands krop.

Associationerne var til at få øje på, da en lille dreng forleden blev født i Magura-distriktet i Bangladesh.

Da den lille purk blev lagt op til sin mor for første gang, kunne hun således se ned på et ansigt, som var fuld af dybe furer, hule øjenomgivelser og mærke, at hans krop var unormalt sammenkrøllet for en lille baby.

Også de lokale læger blev chokeret over drengens specielle krop.

- Babyen ligner overhovedet ikke en nyfødt. Der er tydelige tegn på aldring såsom dybe rynker og en ru struktur i huden, siger en af de læger, som har behandlet den lille dreng.

Claudios hoved vender på hovedet - alligevel ser han lyst på alt

Lægerne har diagnosticeret ham med sygdommen Progeria, også kendt som Hutchinson-Gilfords syndrom, som foresager, at kroppen ældes otte gange hurtigere end hos andre mennesker.

De har desuden sagt, at den usædvanlige dreng er rask, men at det endnu er uvist, om hans sygdom kan behandles.

Hos drengens forældre hersker dog ingen uvished. De er nemlig lykkelige for familiens nyeste medlem.

- Vi kan kun takke Gud. Der er ingen grund til at være kede af vores søns udseende. Vi vil acceptere ham, som han er. Vi er så glade for at have en baby i huset, siger drengens far, Biswajit Patro, som arbejder som landmand.

Biswajit og hans hustru, Parul Patro, har ligesom de fleste med en nyfødt i huset haft nok at se til, siden drengen kom til verden - men de har måske haft en smule mere travlt end de fleste.

- Vi har haft mange besøgende. Familiemedlemmer, naboer og endda folk fra byer i nærheden er kommet for at se vores søn. Vi er glade for at byde dem alle velkommen, fortæller den stolte far.

- Vi er allerede blevet velsignet med vores datter. Nu er vi en familie på fire. Hvad mere kan vi bede om?

Se den usædvanlige baby, som ligner en 80-årig mand, i klippet over artiklen