Ordene er aldrig rigtigt kommet naturligt. Det er, som om de ikke helt kan beskrive det øjeblik, der ændrede hans liv for altid. I maven er kun en knugende tomhed, der gør ondt, som om den aldrig helt vil forsvinde.

- Jeg blev kastet ud i et tomrum og kunne ikke finde fodfæste. Jeg kunne ikke finde retning. Jeg befandt mig i en blanding af stor fysisk smerte, stor sjælesorg, og jeg kunne ikke komme over på den anden side, for jeg kunne ikke se en vej derover og komme videre. Det hele frøs fast i et rum, som jeg ikke ville ønske, noget andet menneske befandt sig i.

Natten til den 20. august 1993 fik Poul Nyrup Rasmussen, Danmarks daværende nyudklækkede statsminister, det værst tænkelige opkald. Hans 24-årige datter, Signe, havde taget sit eget liv.

Hvordan man kommer videre derfra, er der formentlig lige så mange løsninger på, som der findes mennesker, der har mistet, men for den dengang 50-årige Poul Nyrup Rasmussen, var svaret ganske simpelt at arbejde.

- Mit svar har været at bruge mit liv på noget, der kommer andre til gode end mig selv. Jeg har virkelig arbejdet meget, meget hårdt. Da jeg mistede Signe, måtte jeg tage nogle fundamentale valg: Skulle jeg droppe ud af samfundet og sige farvel? Eller skulle jeg lytte til, hvad Signe ville have sagt i den situation? Der valgte jeg at arbejde, fortæller han, da Ekstra Bladet møder den nu 73-årige tidligere statsminister på hans kontor i København.

Det afgørende i et menneskes liv
Efter næsten ni år som statsminister og efterfølgende syv år som formand for De Europæiske Socialdemokrater blev tabet af Signe også drivkraften bag Poul Nyrup Rasmussens initiativ til det, der i dag er Det Sociale Netværk og Headspace. Et tiltag, der arbejder for at hjælpe psykisk sårbare unge, inden de bliver syge nok til at blive behandlet hos statslige- eller kommunale tilbud.

- Alt det, jeg gør, handler om at få sagt til de unge: Kom til os. Her kan I finde nogen at snakke med. Vi har ingen forhånds betingelser. I bliver ikke journaliseret, I bliver ikke registreret. Det, vi snakker om, bliver mellem os, men vi kan hjælpe jer på jeres betingelser, siger Poul Nyrup Rasmussen, der er tidligere formand og nuværende protektor for netværket.

- Det er simpelthen nøglen til at undgå, at vi mister en hel generation af unge mennesker, fordi vi ikke har de rigtige værktøjer, supplerer han.

Langt hen ad vejen handler Headspace om, at de unge helt uforpligtende kan dele deres problemer med frivillige unge, og det er netop, hvad Signe manglede, dengang hun blev syg. Ja, måske faktisk allerede inden hun fik stillet diagnosen skizofreni. Poul Nyrup Rasmussen er sikker på, at det ville have hjulpet hans datter, og med den viden er intensiteten i hans arbejde af en langt mere intensiv klang.

- Når jeg fanger nogle unge i Headspace's blik, kan jeg genkende nogle træk fra min egen datter. Ikke på den måde, at jeg ser hende i en ny skikkelse, men på den måde at jeg har været inde og røre ved noget helt afgørende i et menneskes liv, og det er en erfaring på godt og ondt, som helst skal komme nogle andre til gode, så de ikke skal ud i en tilsvarende situation, fortæller han.

Signe er altid med
23 år efter Signes død fylder forholdene for psykisk sårbare mere end nogensinde i Poul Nyrup Rasmussens bevidsthed.

Og Signe er med hele tiden - også når han ikke arbejder. Den psykiske dialog mellem far og datter er stadig en helt naturlig del af Poul Nyrup Rasmussens hverdag.

- Jeg husker hende sådan som hun var og er. Hendes blik, hendes eftertanke - hun var en klog pige. Hendes omsorg står også klart for mig – det var lige før, hun var mere bekymret for mig, fortæller han med et lille træk i mundvigen, der bryder sørgmodigheden i øjenene.

Ensomheden var for Signe - som for så mange andre sårbare unge - den værste fjende. Trods diagnosen skizofreni, er Poul Nyrup Rasmussen sikker på, at det var det enorme behov for omsorg, der tyngede hans datter mest. Og med det fører den evigt tilbagevendende tanke: Var han der nok?

- Den skyld jeg løb ind i, da jeg mistede, er tæt på den skyld mange forældre føler, tror jeg. Hvorfor greb jeg ikke ind? Hvorfor tog jeg ikke hånd om hende? Hvorfor besøgte jeg hende ikke oftere? Når det rammer i dag, føles det som en knugende tomhed. Og min reaktion, når det sker, er, at jeg kaster mig over arbejdet med sårbare unge, fortæller han.

Tiden læger ikke alle sår
'Fordi du har tabt en gang, er du ikke fortabt.'

De ti små ord har i mange år været Poul Nyrup Rasmussens motto, både i Christiansborg-politik, men også i arbejdet med sine organisationer og med psykisk sygdom.

- Det vi taler om med netværket er også, at mange unge skal få muligheden for at forstå, at de ikke er væltet omkuld, fordi de har oplevet et nederlag, og at glæde og sorg følges ad for os alle gennem livet, siger han.

- Man siger jo så ofte, at tiden læger alle sår. Det gør den ikke. Den læger noget, bevar mig vel, men ikke hvis du har mistet det mest dyrebare af alt, din egen datter. Men fordi jeg har mistet så meget, har jeg også mistet de sidste lænker, der altid vil begrænse mig i at gøre det, jeg synes er bedst.

Psykiater: Det er svært at være ung i dag

Ungdomstiden har altid været en periode, hvor de fleste udtrykker sig og afprøver livets forskellige facetter, men det er i dag blevet så vanskeligt at være ung, at rigtig mange unge ender i psykiske problemer.

Ifølge sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil fra 2014 kæmper 25,7 procent af unge mellem 16-24 år med et dårligt mentalt helbred.

Der er imidlertid ingen undersøgelser, som viser, hvorfor ungdommen er særligt svær, men Anne Lindhardt, psykiater og formand for Psykiatrifonden, tror, at samfundsnormerne har en finger med i spillet.

- Ungdomstiden er en spændende og selvfølgelig også svær periode, og det har den altid været. Men der er nok kommet en større opmærksomhed på, hvad der er det rigtige, og hvordan man skal have det for at være rigtig, fortæller hun.

- De krav til en selv, som unge ikke bare får indefra, men også fordi de mærker nogle omgivelser, der har bestemte forventninger, kan være større end de egentlig kan honorere, og der er for lidt plads til bare at være til, supplerer hun.

Ikke nok hjælp
Der er stor forskel på at have en psykisk sygdom og at opleve psykiske problemer, og på samme måde er der forskel på behandlingen. En stor del af de psykisk sårbare er nemlig ikke syge nok til at komme i behandling i psykiatrien. Ej heller er de raske nok til at klare en uddannelse og en ungdom med høje krav til at kunne præstere og være perfekt, forklarer Anne Lindhardt.

- Vi mangler helt sikkert nogle tilbud til de unge, der ikke passer ind i psykiatrien. Samfundet skal også kunne håndtere dem, siger hun.

- Men hvis man går og grubler meget over noget, bør man i første omgang tage det op med kammerater eller voksne, man har tillid til. Lad være at gå for meget alene med det.