Nyt amerikansk fast food-mekka åbnet i København

Den amerikanske restaurantkæde TGI Fridays er i dag åbnet i hjertet af København

Nu er det altid fredag på Strøget i København (Foto: All Over)
Nu er det altid fredag på Strøget i København (Foto: All Over)

Thank god it's friday!

Nogle vil kalde det udsagn en stor løgn sådan en semi-kedelig tirsdag, men på Strøget i København er det nu fredag hver dag.

I hvert fald hvis man besøger den nyåbnede amerikanske fastfood diner, TGI Fridays der har slået dørene op på Højbro Plads i midten af København.

Restauranten serverer alt fra burgere til spareribs, men er mest kendt for sin legendariske 'Jack Daniels-burger', der gennem årene blevet langet tusindvis af gange over disken på kædens mange restauranter.

Dineren i København er den første af en række nye restauranter, der vil åbne i Danmark henover de næste år.

Ifølge den svenske franchisetager bag konceptet, NSP, er det planen, at man i løbet af de kommende fem år vil åbne yderligere fire TGI Fridays restauranter i Danmark.

Ifølge en pressemeddelelse sendt ud af de svenske investorer bag den københavnske restaurant har bagmændene smidt intet mindre end 40 millioner svenske kroner i restaurering og opstarts-omkostninger for det nye spisested.

Det er da heller ikke noget småt spisested, der indtager de centrale lokaler. TGI Fridays har plads til 260 spisende gæster indenfor samt 75 udenfor.

TGI Fridays åbnede den første restaurant i 1965 i New York. I dag er koncernen en global fastfood-gigant med mere end 70.000 ansatte og omsætter årligt for ca. 2,7 milliarder dollar. 

80 kommentarer
Vis kommentarer