Nyt coronastudie: Smitter mest de første fem dage

Nyt studie peger på, hvorfor det er meget vigtigt at selvisolere sig selv så snart, man viser symptomer på, at man er smittet med coronavirus

Fra man først får symptomer på coronavirus, så er sandsynligheden for, at man smitter andre, størst de første fem dage.

Ni dage efter, man har vist symptomer som tør hoste og feber, kan der til gengæld ikke længere findes såkaldt 'levende' virus. Det peger et nyt britisk studie, som har undersøgt 98 andre coronastudier, på.

Det skriver blandt andet BBC og forskerholdet bag undersøgelsen i en pressemeddelelse. Studiet er udkommet i tidsskriftet Lancet Microbe.

Ifølge det nye studie har man som patient det højeste niveau af virus tidligst i forløbet.

Studiet er med til at understrege, at det er ekstremt vigtigt at holde sig væk fra andre mennesker så tidligt som muligt, hvis man vil undgå at smitte andre med coronavirussen.

'Vores fund er på linje med studier om smitteopsporing og antyder, at størstedelen af smittebegivenheder sker meget tidligt, og især i de første fem dage efter symptomerne starter, hvilket indikerer vigtigheden af selvisolation straks efter, at symptomerne starter', udtaler hovedforfatteren Dr. Muge Cevik fra University of St. Andrews i Skotland i pressemeddelelsen.

Til BBC uddyber han:

- Når de først får resultatet af deres test, er de måske allerede forbi den mest smitsomme fase.

- Så vi bliver nødt til i højere grad at se på, hvorfor det for nogen mennesker ikke er muligt at isolere sig med det samme, og også hjælpe dem med at gøre det.

Ifølge det nye studie, der altså har gennemgået og sammenlignet knap 100 andre stykker forskning på området - heraf 78 studier om covid-19 - er mere smitsom en lignende vira som sars og mers.

Forskerholdet har kun undersøgt studiet af indlagte patienter med coronavirus. Derfor er det usikkert, om deres fund også gælder for personer, der får milde symptomer.

312 kommentarer
Vis kommentarer