I dag gik et nyt flyselskab på vingerne i Aalborg Lufthavn. Eller sådan da. For Great Dane Airlines mangler at få deres driftslicens - en såkaldt AOC, som står for air operator certificate.
Alligevel skyder det nye nordjyske firma gang i billetsalget til destinationer som Dublin og Nice 5. marts, og det er, inden de selv forventer at have alle de nødvendige tilladelser på plads.
- Vi vil gerne have helt styr på det i første hug, og det tager nogle uger fra nu af, men vi har en rigtig god dialog med styrelsen, siger direktør i Great Dane Airlines Thomas Hugo Møller.
- Helt efter bogen
Direktøren er selv pilot og har tidligere arbejdet flere år i netop Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvor selskabet nu har en ansøgning liggende.
Derfor mener han heller ikke, at det er vovet at sælge billetter, før de har den licens i hus, som er altafgørende for at kunne drive kommerciel luftfart.
- Nej, det er ikke mere vovet, end at det er helt efter bogen. Jeg tør godt garantere, at man kommer ud at flyve med os, hvis man køber billet.
Selskabet har sikret sig en af de helt store spillere på chartermarkedet, Bravo Tours, og også her melder flight manager Torben K. Simonsen om ro i maven.
- Vi er dybt trygge, selvom det er helt nyt selskab.
Fly lander først få dage før første takeoff
Flyselskabet har leaset to jetfly af typen Embraer ERJ-195AR med plads til 118 passagerer og en rækkevidde på 4260 kilometer.
De to flyvemaskiner lander dog først i Aalborg nogle dage inden, Great Dane Airlines efter planen flyver nordjyderne over Nordsøen til Dublin og Edinburgh midt i juni.
- Det er simpelthen for dyrt at have dem til at stå, siger Thomas Hugo Møller og bliver suppleret af sin medstifter og finansdirektør Duc Nguyen:
- De kommer lige lidt før, vi skal jo lige ud og sparke dæk.