Nyt 'kød' revet væk: Derfor kan det ikke få Nøglehulsmærket

På en enkelt dag blev samtlige pakker af det den plantebaserede fars 'Naturli Hakket' udsolgt i 600 dagligvarebutikker. Men selvom køderstatningen er populær, har produktet sine udfordringer der betyder det dumper Nøglehulsmærkningen

Marie Steenberger er ernæringsekspert og forfatter til flere bøger om sund livsstil. Foto: Miklos Szabo
Marie Steenberger er ernæringsekspert og forfatter til flere bøger om sund livsstil. Foto: Miklos Szabo

Tirsdag blev den plantebaserede 'kød'-fars Naturli' Hakket lanceret i mere end 600 af Dansk Supermarkeds dagligvarebutikker.

Efter få timer var det ikke længere muligt at opdrive en pakke med det hakkede plantefars, der i de seneste uger har trukket overskrifter i de danske medier.

Men selvom plantefarsen er spækket med naturlige ingredienser, har farsen også sine sundhedsmæssig udfordringer.

Sådan lyder det fra Marie Steenberger, ernæringsekspert og forfatter til flere bøger om sund livsstil.

Salte sager
Ekstra Bladet har fået ernæringseksperten til at kigge nærmere på varedeklarationen og energisammensætningen i det vegetariske planteprodukt.

- Når jeg kigger på varedeklarationen springer saltindholdet i plantefarsen i øjnene. Det er en ting man typisk ser i forarbejdede produkter. Her tilsættes ingredienser som salt ofte. Det fungerer som smagsforstærker, forklarer Marie Steenberger.

Plantefarsen er forarbejdet på en måde så det i tekstur, udseende og smag minder om hakket oksekød. Den er produceret af blandt andet soyaprotein, kokosolie, rødbede, mandel, tomat, Karl Johan svampe og salt.

Ifølge de officielle kostråd anbefaler Fødevarestyrelsen, man som voksen maksimalt indtager mellem 5-6 gram salt dagligt.

I Naturli' Hakket er der 1,2 gram salt pr 100 gram.

Efter at have spist en hakket plantebøf på 200 gram vil man derfor have indtaget knap halvdelen af den anbefalede saltmængde. Dertil kommer et eventuelt behov for at salte plantebøffen yderligere.

Det består Naturli' Hakket af

INGREDIENSLISTE

Rehydreret sojaprotein/-isolat (58 %), vand, kokosolie, sojamel, hvedegluten, mandel, Karl Johan svampe, tomat, fermenteret dekstrose, tapiocastivelse, salt, maltekstrakt (BYG), farve (rødbede), naturlig aroma, maltodekstrin, stabilisator (methylcellulose).

NÆRINGSINDHOLD (pr. 100g)

Energi 814 kJ/202 kcal
Fedt 10 g
- heraf mættede fedtsyrer8,0 g
Kulhydrat 6,2 g
-heraf sukkerarter1,5 g
Protein 18 g
Salt 1,2 g

Kilde: Naturli' Foods


Store mængder mættet fedt
Foruden saltindholdet påpeger Marie Steenberger også, at andelen af mættet fedt er højt i produktet.

- Mættet fedt udgør en stor del af fedtet i produktet. Spiser man 100 gram plantefars, får man 10 gram fedt - heraf er otte gram mættet fedt. Sammenligner man det med en pakke hakkekød, der også indeholder 10 gram fedt per 100 gram, får man kun omkring 4,3 gram mættet fedt, siger hun.

Konsekvensen af for meget salt og mættet fedt i kosten kan ifølge Fødevarestyrelsen og Vidensbanken under Food of Life på Københavns Universitet være medvirkende til udviklingen af sygdomme som forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, blodpropper og mavekræft.

Dumper nøglehul
Det er derfor heller ikke overraskende, at Naturli' Hakket ikke overholder Fødevarestyrelsens krav til at kunne bryste sig med det grønne nøglehulsmærke, der skal guide forbrugerne til sundere madvaner.

Af Nøglehulsbekendtgørelsen kan man læse, at de hakkede planter indeholder for meget mættet fedt. Mættet fedt må maksimalt udgøre 33 procent af det samlede fedtindhold. I Naturli Hakket udgør det mættede fedt 80 procent af den samlede mængde.

Samtidig er der for meget salt i per 100 gram. Her må der maksimalt være 1 gram i vegetabiliske produkter, hvis det skal have nøglehulsmærket. I Naturli' Hakket er der 1,2 gram per 100 gram.

Hvad er Nøglehulsmærket?

Nøglehullet er Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke, der på en enkel og synlig måde gør det nemmere at finde de sundere fødevarer og madretter, når du handler og spiser ude eller bruger opskrifter.  

Fødevarer, madretter og opskrifter med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre, og derfor gør Nøglehullet det nemmere at vælge sundere og leve efter de officielle kostråd i hverdagen. Nøglehullets fire budskaber er:

- Spar på fedt

- Spar på sukker

- Spar på salt

- Spis flere kostfibre og fuldkorn

Kilde: Fødevarestyrelsen

Nøglehulsmærket glimrer ved sit fravær på Naturli' Hakket pakken. Foto: PR
Nøglehulsmærket glimrer ved sit fravær på Naturli' Hakket pakken. Foto: PR

Intet er sort og hvidt
Men selvom Naturli' Hakket har udfordringer med mængden af salt og mættet fedt, er ernæringsekspert Marie Steenberger ikke udelukkende kritisk overfor produktet.

- Jeg synes, det er positivt, at vi får sådan et produkt på markedet. Jeg møder mange familier, der ønsker at skære ned på kødforbruget og her kan den her type køderstatning være et godt alternativ. Samtidig anbefaler vi jo at skære ned på mængden af rødt kød, så verden er ikke så sort hvid, forklarer hun og tilføjer:

- Der er også gode ting ved produktet. Proteinet kommer fra soya, der er en god proteinkilde og rummer en række essentielle aminosyrer. Samtidig bruger man rødbeder som farvestof i stedet for et syntetisk produkt. Jeg kunne sagtens finde på at købe det.

153 kommentarer
Vis kommentarer