Nyt om historisk fyringsrunde

Supermarkedskæden Tesco varsler omstruktureringer, der vil berøre 9000 ansatte.

Foto: AP
Foto: AP

Storbritanniens største private arbejdsgiver, supermarkedskæden Tesco, fyrer flere tusinde ansatte i stor omstrukturering.

Det skriver Tesco i meddelelse på sin hjemmeside.

- Gennem fire års turnaround har vi gjort gode fremskridt, men markedet er udfordrende, og vi har behov for løbende at være konkurrencedygtige og respondere på, hvordan kunderne har lyst til at handle ind.

- Vi laver ændringer i vores britiske butikker og hovedkvarter for at simplificere, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, så vi bedre kan møde vores kunders behov. Det vil ramme nogle af vores kolleger, skriver administrerende direktør Jason Tarry i meddelelsen.

Tesco opererer i Storbritannien, Irland og flere andre steder i verden og havde ifølge sit årsregnskab 440.000 ansatte globalt. Ifølge Reuters er over 300.000 af disse ansat i Storbritannien, hvilket gør Tesco til Storbritanniens største private arbejdsgiver.

- Samlet forventer vi, at op til 9000 kolleger vil blive berørt. Vi forventer dog, at op til halvdelen af disse kan bruges til andre kundevendte opgaver, skriver Tesco.

Supermarkedskæden vil lukke omkring 90 af sine butikker og i de resterende omkring 700 vil der komme ændringer til kassesystemerne. Samtidig vil der komme nye måder af køre varelagrene på.

Detailsektoren i Storbritannien har lidt gevaldigt de seneste måneder omkring julesalget, hvor en lang række tøjkæder har meldt om svigtende salg. Kæden Bonmarché sagde i december, at markedet var hårdere end under finanskrisen.

Forbrugertilliden i Storbritannien har været negativ siden afstemningen i 2016, hvor briterne stemte for at forlade EU. De seneste måneder er forbrugertilliden faldet kraftigt i takt med, at datoen for, hvornår Storbritannien forlader EU med eller uden en aftale, rykker nærmere.

- Over for stadigt stigende omkostninger og truslen om højere inflation - kombineret med usikkerhed om brexit - er det ikke overraskende, at forbrugertilliden er lav, skrev GfK, der måler forbrugertilliden, i december.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere