Nyt studie: Lægemidlet Remdesivir hjælper coronapatienter

Personer smittet med coronavirus kommer sig 31 procent hurtigere, hvis de modtager Remdesivir, viser studie

Virksomheden Gilead Sciences i Californien producerer Remdesivir. Foto: Gilead Sciences/Reuters
Virksomheden Gilead Sciences i Californien producerer Remdesivir. Foto: Gilead Sciences/Reuters

Lægemidlet Remdesivir har længe været beskrevet som et af de lægemidler, der kan vise sig at hjælpe til behandlingen af coronasmittede patienter. Nu viser et amerikansk studie, at der er noget om snakken.

Studiet konkluderer, at patienter, der får lægemidlet, afkorter hospitalsopholdet med fire dage fra 15 til 11 dage.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Studiet viser også en lavere dødelighed, der falder fra 11 til 8 procent, hvis patienterne i studiet modtager behandling med lægemidlet frem for placebobehandling.

Det er tale om det første store randomiserede studie med lægemidlet.

Professor i infektionsmedicin fra Rigshospitalet Jens Lundgren konkluderer, at lægemidlet nu har bevist sin effekt.

– Det er enormt positivt, at vi nu kan konstatere, at det første lægemiddel, vi har satset på til behandling af alvorligt syge Covid-19 patienter, lader til at have en gavnlig effekt.

- Nu kan vi konkludere, at patienter, der har fået en aktiv behandling med Remdesivir, får det bedre, end patienter, der ikke får midlet. Det har vi set i dyreforsøg tidligere. Nu har vi også påvist effekten på indlagte patienter med Covid-19 siger Jens Lundgren i pressemeddelelsen.

Studiet er foretaget af det amerikanske National Institutes of Health (NIH), men er et globalt studie, der også har dansk deltagelse.

Jens Lundgren er også formand for det internationale forskningsnetværk, INSIGHT, der har bidraget til gennemførelsen af det forsøget, der ifølge Rigshospitalet er sket på rekordtid.

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) har planer om at udstede en såkaldt hasteautorisation for brug af lægemidlet til behandling af coronavirus. Det skriver The New York Times onsdag.

I Kina har man imidlertid konstateret, at lægemidlet ingen effekt har på coronapatienter, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kina har undersøgt midlet i et klinisk studie blandt 200 coronapatienter i storbyen Wuhan.

Jens Lundgren har dog tidligere understreget, at studier med blot nogle få hundrede patienter er for små til at drage konklusioner.

91 kommentarer
Vis kommentarer