Nyt studie: Tobak kan ødelægge en af dine sanser og det er ikke smagssansen

Et japansk studie blandt 50.000 perosner har vist, at rygere har forhøjet risiko for nedsat hørelse

Japanske forskere mener at have konkluderet, at tobaksrygning kan reducerere din evne til at høre højfrekvente lyde på grund af åreforkalkning. Foto: Miriam Dalsgaard
Japanske forskere mener at have konkluderet, at tobaksrygning kan reducerere din evne til at høre højfrekvente lyde på grund af åreforkalkning. Foto: Miriam Dalsgaard

Hvis du er ryger og har problemer med hørelsen, er det måske en god idé at kvitte tobakken.

Det skriver DR, som henviser til et japansk studie, der mener at have fundet flere skadevirkninger på grund af rygning, end man allerede kender.

Ifølge studiet er det ikke alene hjerte, lunger og smagsløg, som risikerer at tage skade af rygning. Også hørelsen kan blive ramt.

Således har et studie blandt 50.000 personer vist, at rygere har en forhøjet risiko for at få nedsat hørelse. Og jo flere cigaretter, der bliver røget, jo dårligere bliver hørelsen ifølge studiet.

- Det er en god undersøgelse, der ved at følge personerne i op til otte år med helbredsundersøgelser og høremålinger påviser, at rygere udvikler større høretab, og at høretabet bliver større, jo mere man ryger, forklarer Michael Gaihede, der er overlæge ved Ørenæse-hals-afdelingen på Aalborg Universitetshospital, til P1 Morgen.

Når hørelsen kan blive påvirket, skyldes det, at røgen fra tobakken giver åreforkalkning. Og den forkalkning kan også gå ud over ørerne. De celler i det indre øre, som opfanger lyd, kan nemt gå hen og dø, hvis blodforsyningen ikke er, som den bør være, lyder det i studiet.

Det japanske studie er blevet publiceret i det akademiske tidsskrift 'Nicotine & Tobacco Research'. Det konkluderes, at rygere har 60 pct. større risiko for at udvikle højfrekvent hørenedsættelse end ikke-rygere.

Hørenedsættelsen kan ikke fjernes. Har man først fået den, må man leve med den. Der er dog den fordel ved at stoppe med at ryge, at man samtidig gør betingelsernebedre for at undgå yderligere hørenedsættelse.

Forskerne bag studiet påpeger, at der skal mere forskning til, før man endeligt kan påvise en sammenhæng mellem rygning og høretab.

184 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere