Nyt udrejsecenter: Hærget af ildspåsættelse, rudeknusning og optøjer

Personalet frygter fremtiden med flere udviste kriminelle, efter der hen over sommeren har været tumult og optøjer på det nyetablerede udrejsecenter Kærshovedgård

Her ses politiets afspærring efter et af flere forsøg på ildspåsættelse. PRIVATFOTO
Her ses politiets afspærring efter et af flere forsøg på ildspåsættelse. PRIVATFOTO

Ildspåsættelse, rudeknusning, hærværk og trusler mod personalet. Det har hen over sommeren været hverdag for personalet på det nye udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast. De afviste asylansøgere er ekstremt utilfredse med forholdene på det nye udrejsecenter, som har været et politisk prestigeprojekt for integrationsminister Inger Støjberg(V) at få etableret, så de afviste asylansøgere ikke skal bo på centre rundt om i landet, og de omkring 200 udviste kriminelle og forbrydere på tålt ophold ikke skal bo i Sandholmlejren tæt på København.

Resultatet efter at en er gået amok på Kærshovedgård. PRIVATFOTO
Resultatet efter at en er gået amok på Kærshovedgård. PRIVATFOTO

Selv om det nye udrejsecenter kun har været i brug siden marts og i øjeblikket kun huser 45 afviste asylansøgere, så har der allerede været masser af ballade på centeret. Det fortæller en af de ansatte, der ønsker at være anonym.

- Der har hen over sommeren været massive problemer med beboerne på centeret. I en periode var de 45 afviste asylansøgere utilfredse med maden og smed rundt med den, hver gang der var kartofler, eller andet de ikke kunne lide. Vi har også haft et tilfælde af ildspåsættelse, og en fløj der blev udsat for massivt hærværk. Rudeknusninger har vi også set meget af, og en aften talte vi 18 ruder, der var smadret, siger den ansatte. 

Afsløring: 184 udviste kriminelle kan ikke sendes hjem

I slutningen af maj måned skulle beboerne også i en periode flytte to og to sammen på værelserne, fordi en fløj af det tidligere fængsel skulle renoveres. Beboerne blev rasende, begyndte at smide skrald ud af vinduerne, og da gemytterne endelig faldt til ro, så mødte de ansatte dagen efter ind til en fløj, som havde været udsat for hærværk.

En af de utallige rudeknusninger. PRIVATFOTO
En af de utallige rudeknusninger. PRIVATFOTO

Medarbejderne har også ved flere lejligheder følt sig utrygge, når grupper på op til ti beboere er stimlet sammen om en person og har råbt, skreget og filmet den ansatte, fordi de har været utilfredse med forskellige ting på centeret. Ved et par andre lejligheder har enkelte afviste asylansøgere truet konkrete ansatte med tæsk, og her føler medarbejderne sig fuldstændig magtesløse.

- Der er kolleger, der er blevet truet af en beoer med tæsk for eksempel. Så er episoden blevet anmeldt til politiet, men vi har ikke yderligere mulighed for sanktioner, så kollegaen har et par timer senere skullet servere mad for vedkommende. Det er ekstremt ubehageligt og uholdbart, at vi ikke har nogle sanktionsmuligheder som for eksempel bortvisning til et andet center, fortæller medarbejderen.

Hver fjerde på tålt ophold efterlyst hos politiet

 87 udviste udlændinge nægter at lade sig sende hjem

Kærshovedgård er bemandet af fængselsbetjente, som er ansat af Kriminalforsorgen, og de er vant til at kunne sende kriminelle indsatte til andre institutioner, hvis de overtræder reglerne. Men her føler de sig magtesløse. Følelsen bliver ikke mindre af, at Kærshovedgård meget snart kan se frem til at modtage flere hundrede kriminelle som mordere, narkohandlere og krigsforbrydere, der skal bo på centeret ved Ikast i Midtjylland.

- Efter den formodede brandstifter blev varetægtsfængslet, har vi haft ro de seneste uger. De ansatte har det bare som om, at det er stilhed før stormen, for vi hører jo meget om de kriminelle og udviste på tålt ophold, som snart kommer, og der er det uholdbart for os ikke at have nogen former for sanktioner i forhold til de her mennesker. De nuværende beboere har jo fortalt, at det hele bunder i frustration over at bo herude på landet. Den får de andre jo også, siger den ansatte og understreger, at de ansatte gerne vil løfte opgaven, men mangler værktøjerne til at løfte den tilfredsstillende.

Tillidsmand: Kærshovedgård er et hovsa-projekt

Politikerne bærer ansvaret for, at de ansatte på det nye udrejsecenter til tider må arbejde under helt urimelige vilkår, mener deres tillidsrepræsentant Brian Hedensted, der er afdelingsformand for fængselsforbundet Midt- og Nordjylland.

- Min opfattelse er, at det er fuldstændigt absurd, at man ikke har nogen muligheder for at håndtere de enkelte beboere, der er urostiftere, og det er bestemt ikke ordentlighed overfor de medarbejdere, som har fået pålagt den opgave at håndtere de afviste asylansøger. Politikerne må til at sikre sig, at der skaffes en løsning på, hvordan man håndtere de afviste asylansøger, der ikke kan indordne sig.

- Det er et yderst professionelt personale, som leverer et super arbejde og en god service for de mennesker, der er anbragt på Kærshovedgård, og der skal være ordentlige forhold for personalet og for den store gruppe af afviste asylansøger, som rent faktisk opfører sig ordentligt.

- Hele 'Kærshovedgård projektet' har fra start været præget af hovsa-løsninger og uklarheder om alt mellem himmel og jord,. Lige fra integrationsminister Inger Støjberg(V) på et direkte pressemøde erklærer fængslet omdannet til et asylcenter her og nu.”

Udlændingestyrelsen har ingen kommentar, men henviser til Kriminalforsorgen.

Integrations-minister Inger Støjberg(V) har kommenteret sagen med et svar på mail:

- Det er en helt og aldeles uacceptabel adfærd – også selvom det kun er en lille kerne af beboere. Er der tale om strafbare forhold, skal de omgående meldes til politiet, skriver hun.

- Jeg forstår også, at kriminalforsorgen arbejder på at kunne håndtere den dårlige adfærd. Og er der tale om afviste asylansøgere, der skal udsendes af landet, ja, så handler det jo om at få dem udsendt hurtigst muligt. Det arbejder regeringen hårdt på, og det er også nødvendigt, for det er noget alle Europas lande har besværligheder med.