Nytårstorsken: Pirrelige Pia

Pia Kjærsgaard har ikke haft et nemt år

Tegning: Morten Ingemann
Tegning: Morten Ingemann

Her sidder hun i et af landets fornemste embeder – som bekendt er hun som formand for Folketinget nummer to på den officielle rangliste. Kun overgået af dronning Margrethe.

Og alligevel virker hun irritabel. Hun kan ikke få lov til at være rigtig glad. Som hun sagde til Jyllands-Posten:

- Man må undre sig over den mangel på respekt, som udvises over for statsministerembedet og embedet som Folketingets formand.

Som et beskedent plaster på såret scorer Pia Kjærsgaard en årlig lønpakke, der svarer til tre millioner kroner, men hun arbejder sandt for dyden også for pengene.

For eksempel ved at skride ind, når politikere taler for længe:

- Jeg er da helst fri, for det er lidt småstressende hele tiden at skulle rejse sig op og sige ’tak, taak, taaaak!’ forklarede hun til Kristeligt Dagblad.

Småstressende må være en underdrivelse.

Fodbold
Pia Kjærsgaards mand, Henrik Thorup, har i øvrigt politiske ben, der giver ham over en million kroner om året, så økonomisk lider parret ingen nød.

Men tilværelsen har i årets løb givet hårde stød.

Som da Gentofte Kommune ville lade 50 flygtninge bo midlertidigt i en uudnyttet bygning på Gentofte Hospital omkring 200 meter fra Pia Kjærsgaards villa.

Folketingets formand skrev et læserbrev i lokalavisen Villabyerne imod planen. Og formandens mand stillede et centralt spørgsmål:

’Der er pænt græs uden for hospitalet, så gad vide, hvem der vil forhindre dem i at spille fodbold på den græsplæne? Der er mange sjove ting, som kan foregå der.’

Rundbold, måske? Eller kroket? Hvad kan det ikke ende med?

Parrets syntes, at flygtningene i stedet kunne bo i telte, i pavilloner, i tomme villaer eller i Bernstorffsparken. Alle andre steder end i nærheden af parrets villa.

Heksejagt
Men allerværst for Pia Kjærsgaard er måske det uføre, hendes yndling, Morten Messerschmidt, er kommet ud i. Da de første afsløringer om hans fifleri med EU-midler dukkede op, var hun hurtig i sin analyse:

- Som jeg vurderer det, kan jeg ikke se, at der skulle være noget at komme efter. Jeg synes, man har forsøgt at begå et karaktermord på Morten Messerschmidt – der har været drevet en heksejagt mod ham, sagde hun til P1-programmet med det i denne sammenhæng helt misvisende navn ’Bagklog’.

Det står ikke klart, hvad Pia Kjærsgaard byggede frifindelsen af Messerschmidt på, men efterhånden som Ekstra Bladet afslørede flere og flere graverende sager, ændrede hun signal.

Til TV2 udtalte hun:

- Jeg har været skuffet, jeg har været vred, jeg har været ked af det.

Men hun var overbevist om, at Messerschmidt ikke havde gjort det med vilje, sagde hun til DR:

- Ikke for at undskylde, men mange kreative sjæle har vældig meget rod i økonomien, og det tror jeg, at Morten Messerschmidt er et typisk eksempel på.

Messerschmidt er jurist, men den slags kan jo også være vældig kreative, når det handler om penge.

Rotterede
Faktisk har Messerschmidt på en måde gjort landet en tjeneste, forklarede hun på DR2:

- Hvis vi i Dansk Folkeparti – vi har dummet os – og det har vi – kunne være med til, at der blev åbnet for, hvad der egentlig foregår i den rotterede dernede, så tror jeg, det vil være en rigtig god gerning.

Det vakte en vis opsigt, at Folketingets formand kaldte EU-Parlamentet for en rotterede, for så er parlamentarikerne vel rotter, men sådan var det ikke ment. Ifølge Nudansk Ordbog kan ordet nemlig betyde ’en vakkelvorn og saneringsmoden bygning’, forklarede hun.

Det er uklart, hvad EU-bygningernes tilstand har at gøre med Dansk Folkepartis misbrug af EU-midler, men sådan er der så meget.

Pia Kjærsgaard fortjener torsken.

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Løkkeridderen

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Mette med pegefingeren

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Onklen fra helvede

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Bøllebob

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: I Skippers sko

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Fredes fald

Tegning: Morten Ingemann Samfund Nytårstorsken: Morten og virkeligheden

103 kommentarer
Vis kommentarer