Obama advarer Kim Jung-un: Vi vil besvare Sony-angreb

Terrortruslerne mod Sony vil ikke gå ustraffet hen, lyder det fra Obama

USA's præsident, Barack Obama, advarer Nordkorea om konsekvenserne af angrebet på Sony. (Foto: AP)
USA's præsident, Barack Obama, advarer Nordkorea om konsekvenserne af angrebet på Sony. (Foto: AP)

Den amerikanske komedie-film 'The Interview' vil ikke få premiere som planlagt, fordi hackere har truet biografer med terrorangreb, hvis de skulle vise filmen.

Efterfølgende har Sony selv foreløbig trukket filmen tilbage, fordi de store biografer i særligt New York ikke turde vise filmen.

Ifølge FBI står den nordkoreanske regering bag truslerne og tidligere hacker-angreb på Sony, fordi filmen omhandler et attentat på Nordkoreas diktator, Kim Jung-un.

De amerikanske myndigheder har tidligere understreget, at der ikke var nogen reel trussel, og nu går USA's præsident, Barack Obama, også ud med kritik rettet mod Sony.

- Jeg mener, de har begået en fejltagelse, lød det fra talerstolen i Det Hvide Hus om Sonys beslutning ifølge USA Today.

The Interview får ikke premiere foreløbig. (Foto: AP)
The Interview får ikke premiere foreløbig. (Foto: AP)
 

Han siger, at han godt kan forstå, at de har en forretning og deres medarbejdere at tage hensyn til, men at det store filmproduktionsselskab alligevel ikke skulle have bukket under.

- Jeg ville ønske, de havde spurgt mig. Jeg ville have sagt, at de ikke skal komme ind i et mønster, hvor de bliver intimideret af den slags kriminelle angreb, lød det fra præsidenten.

Nordkorea bifalder angreb
Selvom Nordkorea har afvist at stå bag angrebene, har de ikke taget afstand fra dem - tværtimod. USA fastholder dog, at den nordkoreanske regering står bag, og at de ikke vil tøve med at slå tilbage.

- De har forårsaget en hel del skade, og vi vil besvare det, lyder det advarende fra Obama.

Han ønsker dog ikke at sætte nærmere ord på, hvordan USA vil besvare hackerangrebene og de hårde trusler mod de amerikanske biografer.

Truslerne mod biograferne blev fremsat tirsdag, og de indeholdt blandt andet referencer til 11. september og budskaber om, at man burde holde sig væk fra biografer, der viser 'The Interview'.

Budskabet kom fra hackergruppen 'Guardians of Peace', der også tidligere har hacket Sony og blandt andet offentliggjort forretningshemmeligheder fra selskabet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere