To internationale observatørgrupper retter en svidende kritik mod folkeafstemningen i Tyrkiet, der vil give præsident meget stor magt. Den lever ikke op til en demokratisk afstemning, konstaterer de
Der blev ifølge observatørerne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Europarådets Parlamentariske Forsamling "spillet på en ulige bane" ved afstemningen søndag.
- Generelt levede folkeafstemningen ikke op til Europarådets standarder. De legale rammer var utilstrækkelige til at gennemføre en ægte demokratisk proces, konkluderer observatørerne.
- Vælgerne blev ikke informeret om vigtige aspekter af reformen, der vil give præsidenten meget stor magt, hedder det.
- Folkeafstemningen fandt sted i et politisk klima, hvor fundamentale friheder, som er afgørende for en ægte demokratisk proces, blev forhindret som led i undtagelsestilstanden. Og de to sider havde ikke lige muligheder for at fremlægge deres sag for vælgerne, hedder det.
Undtagelsestilstanden blev indført efter det fejlslagne militærkup i juli sidste år
På et fælles pressemøde siger de to observatørgrupper, at folkeafstemningen blev skæmmet af en procedureændring i sidste øjeblik
Den handlede om, at stemmesedler, der ikke var var stemplet på bagsiden af valgmyndighederne, alligevel kunne tælles med.
- De sene ændringer i optællingsproceduren fjernede en vigtig beskyttelse, siger Cesar Florin Preda på vegne af observatørerne.
Enhedslistens Nikolaj Villumsen var en af valgobservatørerne, og han siger:
- Straks efter at valgstederne lukkede i går aftens, besluttede den tyrkiske valgkommission at bryde valgloven og tillade at uofficielle stemmer blev talt med på valgstederne. Det er helt uacceptabelt og ulovligt.
Det største oppositionsparti i Tyrkiet kræver på det grundlag, at afstemningen skal annulleres.
De tyrkiske vælgere stemte med snævert flertal ja til, at Tyrkiet omdannes til et præsidentstyre.