Østeuropæere stjal fra kræftramte børn på McDonald's

McDonald’s kæmper mod samvittighedsløse tyve, der stjæler fra alvorligt syge børn

(Foto: Jan Unger)
(Foto: Jan Unger)

På McDonald’s på Strøget i København plejer en transparent indsamlingsboks at bugne med kontanter doneret af gæster, som gerne vil bidrage til at gøre mørke dage lidt lysere for alvorligt syge børn og deres mødre, fædre og søskende.

Men østeuropæiske kriminelle, hvoraf nogle holder til lige udenfor - ved strøggadens udmunding ved Rådhuspladsen - har tyvstjålet den.

Udspekuleret trick-tyveri

De skamløse tyve var så udspekulerede, at de uden at rødme lykkedes med at opbygge tillid ved at falde i en hygge-snak med personalet, som derfor ikke troede, at gerningsmændene ville finde et stort værktøj frem og klippe kæden til boksen og fordufte med den, så snart medarbejderne et øjeblik vendte ryggen til.

- Man skulle tro, at det er løgn, at nogen kan synke så lavt, raser McDonald’s pressechef Pia Tobberup.

Hun siger, at McDonalds er stolt af, at at gavmilde gæster i fjor donerede 1,8 millioner kroner til Ronald McDonald Huset, så 130 familier med alvorligt syge børn kunne få trygt sted at bo nær deres barn, mens det er indlagt på Rigshospitalet.

Der er sådanne familier, der er ofrene.

Intet ukendt fænomen

- Tyverierne er desværre et fænomen, vi kender til, fortæller Tobberup.

Da Ekstra Bladet torsdag talte med medarbejderne i filialen var de stadig harmdirrende forargede, selv om det er del dage, siden tyveriet fandt sted.

En manager tog ordet, og han vidste, at man som McDonald’s-ansat aldrig på en fordømmende måde omtaler særlige nationaliteter. Han forsøgte:

- Det var den type østeuropæiske turister, der holder mere eller permanent ferie herude - med en helt særlig interesse for værdier, der tilhører andre.

McDonald’s pressechef gør en dyd af ikke at overdramatisere problemet.

Politianmeldes altid

- Tyverierne er heldigvis ikke voldsomt udbredte, men vi er lidt forsigtige med at udtale os om, hvor det oftest sker. Vi oplyser ikke, i hvilke restauranter eller byer dert sker. Det er vores opfattelse, at der ikke er tale organiseret kriminalitet, siger hun.

- Men vi politianmelder det i alle tilfælde og vedlægger video-optagelser af gernings-personerne, understreger hun.

For at undgå tyverier og af designhensyn er McDonald’s begyndt i nye restauranter at indbygge boksene i bordpladerne.

Færre donationer

- Men det har betydet, at de har haft mindre synlighed og dermed færre donationer, siger Pia Tobberup.

- Og vi garderer os mod problemet ved at fastgøre boksene på en solid måde – og ved at tømme dem ofte, så det kun er små beløb, der forsvinder. Desuden har vi indført et system, så man kan donere via MobilePay og Swipp.

Københavns Politi kunne fredag eftermiddag ikke oplyse, om tyvene er pågrebet.

266 kommentarer
Vis kommentarer