Oldgræsk opråb

Træder i kraft i dag: Verdensberømte ældre kvinder på Lesbos er vrede over EU's flygtninge-aftale med Tyrkiet

Maritsa Mavrapidi (85år) blev sammen med Militza Kamvisi og Efstratia Mavrapidi kendt verden over sidste år, da de tre damer blev fotograferet mens de sad på en bænk nær deres hjemby Skala Sikamineas og passede på et flygtningespædbarn, der lige var kommet i land med sin mor. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Maritsa Mavrapidi (85år) blev sammen med Militza Kamvisi og Efstratia Mavrapidi kendt verden over sidste år, da de tre damer blev fotograferet mens de sad på en bænk nær deres hjemby Skala Sikamineas og passede på et flygtningespædbarn, der lige var kommet i land med sin mor. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

SKALA SYKAMIAS (Ekstra Bladet): Det knager i de gamle kroppe efter et slidsomt liv i olivenplantagen, men hovederne fejler intet hos Militza Kamvisi på 83 år og hendes to år ældre kusine Maritsa Mavrapidi.

De er skarpe som solen, der har sat sine spor. Og de er i dag vrede – på det Europa, deres mødre som 15-årige flygtede til i både under den græsk-tyrkiske krig i 1922. De er sure over, at EU vil begynde at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet.

Kusinernes mødre kæmpede sig i land med titusindvis af andre ortodokse kristne flygtninge lige her på stranden i Skala Sykamias på den græske ø Lesbos for 94 år siden.

Baby skreg
Præcis samme sted, hvor titusindvis af flygtninge fra bl.a. Syrien, Irak og Afghanistan drev ind i gummibåde i det sene efterår og i vinteren 2015.

– Åh, Gud. Alt var kaos i de uger i november og december. Stranden var sort af bådflygtninge. Nogle græd. Andre kyssede sandet, siger Militza Kamvisi.

– Vi hørte en baby skrige hjerteskærende. En mor, som netop var drevet i land i en synkefærdig båd, var afkræftet, bange, sulten og gennemblødt. Jeg sagde: Hjælp dig selv, så tager vi babyen og skaffer noget mælk og en sutteflaske, forklarer hun.

Se også: Flygtninge på Lesbos: Vi nægter at rejse

Indstillet til fredspris
Sammen med deres 89-årige veninde Efstratia Mavrapidi blev kusinerne i fjor verdensberømte, da en græsk fotograf kom forbi og portrætterede kvinderne siddende på en bænk med den syriske baby.

Billedet gik verden rundt og førte til, at Militza blev indstillet til Nobels fredspris, fordi situationen blev symbol på næstekærlighed og solidaritet.

– Vi sang for babyen i en time. Den faldt endelig til ro. Gudskelov. Det føltes varmt og rigtigt – som igen at sidde med sit barne- eller oldebarn, siger Militza Kamvisi, der betegner sig som et ydmygt menneske.

– Så jeg ønskede ikke fredsprisen. Vi har ikke brug for hæder.

Maritsa Mavrapidi insisterer på at komme til orde.

– Hør. Vi har kysset så mange flygtninge på panden og smilet til dem, for vi ved, at de har brug for det. Så derfor vil vi i dag gerne sende et klart budskab til læserne af din avis.

Hun harcelerer over, at EU fra i dag vil deportere flygtninge fra Grækenland lukt tilbage Tyrkiet:

– Vi er vrede. Utrøsteligt, ulykkeligt vrede. Vi ved, hvordan det er at være flygtninge. Vore mødre ankom ludfattige fra krig, mudder og elendighed, men blev grækere og bidrog til landet. Jeg håber, at Europa i dag skammer sig over at ville deportere levende mennesker – sågar sagesløse børn og babyer – i kujonagtige hjemsendelser til Tyrkiet, hvor der hverken er sikkert eller en fremtid.

Maritsa Mavrapidi (85år) blev sammen med Militza Kamvisi og Efstratia Mavrapidi kendt verden over sidste år, da de tre damer blev fotograferet mens de sad på en bænk nær deres hjemby Skala Sikamineas og passede på et flygtningespædbarn, der lige var kommet i land med sin mor. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Maritsa Mavrapidi (85år) blev sammen med Militza Kamvisi og Efstratia Mavrapidi kendt verden over sidste år, da de tre damer blev fotograferet mens de sad på en bænk nær deres hjemby Skala Sikamineas og passede på et flygtningespædbarn, der lige var kommet i land med sin mor. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Selv om Efstratia Mavrapidi bor blot 150 meter væk i en beskeden bolig, var hun i går for træt til at mødes på bænken.

Alle tre kvinder har været enker i årtier, og de er trætte, for de har plukket oliven, siden de var syv år gamle – og indtil for få år siden.

Samtidig har eksempelvis Maritsa født seks børn, der har givet hende 16 børnebørn, som har fået hidtil ti børn, hendes oldebørn.

– Jeg arbejdede i olivenplantagen indtil få timer før, jeg skulle føde – og gik i plantagen allerede dagen efter. Det var jeg tvunget til for at brødføde familien, fortæller Maritsa Mavrapidi.

– I dag er det igen svære tider i Grækenland. Du ved, gældskrisen. Men mine børn, børnebørn og oldebørn klarer sig under omstændighederne godt. Men ulykkeligvis er vort land ikke stort nok til, at alle flygtninge kan få et stykke land, som de kan dyrke. Så hele Europa må hjælpe. Åbn grænserne. Jeg beder: Vær barmhjertige. Ved du hvad? Det er mit sidste ønske, siger Maritsa Mavrapidi.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere