Inden for kort tid kan den 68-årige milliardær Viktor Medvedtjuk se sin 92,5 meter lange superyacht Royal Romance sat til salg fordel for Ukraine.
Det skriver The Guardian, som også kan fortælle, at det ukrainske agentur for genoprettelse og forvaltning af aktiver, Arma, har besøgt Kroatien, hvor superyachten blev beslaglagt tidligere på året.
De seneste nyheder fra krigen i Ukraine i lyd og billeder
Tæt ven af Putin
Det er ikke nogen hemmelighed, at Medvedtjuk både politisk og rent privat har mange forbindelser til Rusland - selveste Vladimir Putin skulle angiveligt være gudfar til Medvedtjuks datter.
Derfor var den 68-årige milliardær også en af de oligarker, der tidligere på året kom på USA's sanktionsliste.
Ifølge den britiske avis skulle den kroatiske domstol netop sagt god for, at Arma kan overtage og sælge Royal Romance til fordel for Ukraine. Hvis sådan en handel går igennem, vil det være første gang, at pengene fra et salg går direkte til Ukraine.
Yachten blev bygget i 2005, og skulle ifølge The Guardian være 200 millioner dollars værd. Det svarer til 1,41 milliarder danske kroner.
Luksus til milliarder
Den luksuriøse yacht indeholder angiveligt kahytter til 14 personer og plads til et mandskab på 21 mand. På hoveddækket skulle man kunne finde en fire meter bred swimmingpool med et vandfald, der fosser ud over agterstavnen.
I september blev en anden superyacht, der var blevet beslaglagt fra en russisk oligark, solgt for 265 millioner kroner.
Her gik pengene gik til den amerikanske investeringsbank JP Morgan, som hævdede, at ejeren af båden, Dmitry Pumpyansky, skyldte banken penge.