Om boligmarkedet på Langeland: De sprængte en atombombe

Medindehaver af Danbolig på Langeland Gitte Hansen mener, at et udrejsecenter var det værst tænkelige, som kunne ske

Borgere på Langeland er utilfredse med regeringens planer om et nyt udrejsecenter, 20. maj 2021

Det er nu over 48 timer siden, at Mattias Tesfaye annoncerede regeringens kommende planer om et nyt udrejsecenter på sydspidsen af Langeland.

Siden onsdag morgen er det ikke en underdrivelse at kalde tilstanden på øen en choktilstand.

Det samme gælder for medindehaver af Danbolig Langeland Gitte Hansen.

På stående fod kan hun ikke komme på noget, der kunne have været værre.

Priserne vil falde
Gitte Hansen, som har boet på Langeland hele sit liv, fik sit livs overraskelse i onsdags.

Både som medindehaver af Danbolig og som øboer er hun meget bekymret for øens fremtid.

- Vi er et lille øsamfund, der i mange år har kæmpet på alle fronter. Vi er en af landets fattigste kommuner, men de seneste par år er det gået den rigtige vej med tilflyttere og turister, der synes, Langeland har meget at byde på.

- Flere børnefamilier er også begyndt at bosætte sig på Langeland, og flere har købt en bolig til fritidsbrug, idet der ikke er bopælspligt her på Langeland, siger Gitte Hansen.

- Kort sagt: Langeland blomstrer, og det er takket være alle de ildsjæle, som gør et kæmpe arbejde på hele Langeland. Endelig kunne vi alle se, det gik den rigtige vej, flere huse er blevet solgt, og priserne er flere steder steget. Alt dette bliver smidt på gulvet på en dag. De har simpelthen smidt en bombe på Langeland.

Hvilken konsekvens det vil have for de mennesker, der måske nu ønsker at sælge deres bolig på øen, kan Gitte Hansen ikke præcist fortælle.

- Men det er klart, kommer udrejsecentret til Bagenkop, vil boligerne falde i pris. Hvor meget kan og vil jeg ikke stå og sige på nuværende tidspunkt.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Ekstra Bladet interviewede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye om regeringens forslag om at lave et udrejsecenter på Langeland

De ringer og vil sælge
Den nærmest paniske stemning, der spredte sig som ringe i vandet på øen i onsdag, fik flere af Langeland borgere til hurtigt at handle.

- De, der ringer fra Bagenkop og nærområderne, er utrygge, hvilket er forståeligt. Ingen har lyst til at bo ved siden af kriminelle. Vi kan ikke sige så meget andet til dem lige nu, end vi må vente og se tiden an, siger Gitte Hansen, der bestemt ikke mener, at det vil være smart at sælge midt i denne usikkerhed.

Ud over at borgere på øen vil sælge, har mulige købere også allerede reageret på nyheden om udrejsecenter.

- Vi har haft annulleret en handel i nærheden af Humble. Det var et fritidshus, hvor køber sprang fra på grund af udrejsecentret. Derudover har vi haft fremvisninger, som vi har fået aflyst. 

- De (regeringen red.) forstår slet ikke, at den konsekvens, det kommer til at have for hele Langeland, bliver meget dyr.

Og ligesom de andre erhvervsdrivende på øen er Gitte Hansen også bekymret for sin forretning.

- Vi har en sund forretning, men det er da klart, at hvis det her trækker ud i halve og hele år, kan vi - ligesom alle de andre virksomheder på Langeland - heller ikke klare det.

Det er regeringens plan, at det nye udrejsecenter skal være fuldt i brug i andet kvartal af 2022. Foto: Ernst van Norde
Det er regeringens plan, at det nye udrejsecenter skal være fuldt i brug i andet kvartal af 2022. Foto: Ernst van Norde