Omar: En klog, stille dreng - med en ekstremt kort lunte

Som han ligger der på fortovet tidligt om morgenen fastelavns-søndag iført lysegrå hættetrøje og jeans gennemvædet af blod på venstre lår, mens kriminalteknikere varsomt træder over hans livløse krop, sikrer spor, samler stumper op fra den kolde asfalt, ånder Danmark – kortvarigt i det mindste – lettet op. 14 timers menneskejagt efter en koldblodig terrorist i hovedstaden er slut. Gerningsmanden er død. De sidste ord, 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein hører, inden han bliver skudt, er: ’Det er politiet, vis os dine hænder’. Det vælger han at besvare ved at trække to pistoler og affyre dem mod aktionsstyrken. Det koster ham livet. 38 skud fra politiets eliteenheds våben har alle ramt ham. Hvis han ikke var død, ville der vente en retssag. En offentlig gennemgang af begivenhederne, hvor alt ville komme frem. Gerningsmanden ville blive stillet til ansvar og afkrævet svar. Hvordan var hans barndom? Hvordan planlagde han sit morderiske bersærker-togt gennem København? Opererede han på egen hånd? Omar ville selv være tvunget til at svare – og svare sandt. I stedet må vi nøjes med anden- og tredjehåndskildringer og udsagn, når vi skal prøve at tegne et billede af, hvem Omar Abdel El-Hussien var, hvad der formede ham – og hvornår det gik galt. Lars Vilks, der umiddelbart var målet ved det første angreb ved Krudttønden på Østerbro, kaldte kort efter skyderiet Omar for en ’halv-idiot’. Pressen kalder ham ’en ensom ulv’. Men hvem var Omar? Dette er fortællingen om terroristen og de ting, vi ved om ham. Da den vestlige verden erklærer krig mod terror 11. september 2001, da to fly hamrer ind i World Trade Center i New York, fejrer Omar Abdel Hamid El-Hussein sin niårs fødselsdag. Han er født og opvokset i Danmark – nærmere bestemt Nørrebro i København – som den ældste af to sønner af palæstinensiske forældre. Hans forældre kommer til Danmark efter at have boet i flygtningelejr i Jordan, men derudover kan deres rejse endnu ikke kortlægges. Kort inden Omar kommer til verden, bliver hans far dansk statsborger. Men Omars forældre har svært ved at etablere og integrere sig i det danske samfund. Den blodige konflikt mellem Israel og Palæstina, som de er flygtet fysisk fra, følger med i deres hærgede sind. Ifølge eksperter er det typisk, at krigsbørn får påført og lider under deres forældres krigstraumer, selv om de aldrig har været i nærheden af krigens rædsler. Omar udtaler dog, i forbindelse med politiafhøringer og personundersøgelser langt senere i livet, at han har et fint forhold til begge sine forældre og er opvokset ’i en almindelig familie, hvor han og hans lillebror aldrig har manglet noget’, men nægter ved samme lejlighed at give flere oplysninger om sin familie eller give samtykke til, at myndighederne må indhente oplysninger fra hans skoler. Da Omar er cirka 12 år og går i femte klasse, bliver hans forældre skilt, og han flytter med sin mor – angiveligt til Mjølnerparken. Omar er tvunget til at skifte skole til Rådmandsgades Skole, der ligger på Nørrebro og mest af alt er kendt som en ’indvandrerskole’, hvor næsten alle børn er af anden etnisk herkomst end dansk. Allerede på dette tidspunkt bliver det tydeligt for omverdenen, at Omar er et følsomt, tvetydigt og modsætningsfyldt væsen. – Han var en kvik dreng, men ikke nem, fortæller Lise Egholm, der var skoleleder på Rådmandsgades Skole, da Omar var elev der i femte klasse ifølge Politiken. Skolelederen husker tydeligt Omar og hans mor, der bærer tørklæde. Hun kan ikke mindes, at hun nogen sinde har set hans far på skolen. Efter nogle ’uheldige episoder’ med Omar på skolen, har Lise Egholm en samtale med hans mor, der vil sende sin søn på genopdragelse i Jordan. Skolelederen fraråder det, men moren er fast besluttet, og efter et år på skolen bliver Omar i 2006 sendt til Jordan, hvor han går i skole, har han senere selv forklaret, men får aldrig papir på, at han har gennemført grundskolen. Da den kommende terrorist vender hjem til sit fødeland efter tre års genopdragelse, er han forandret, lyder det fra flere kilder. Han har inden sin afrejse aldrig været i kontakt med politiet, mens han siden har rejst med pendulfart ind og ud af fængsler. Samtidig er han nu stærkt optaget af sit palæstinensiske ophav og Israel-Palæstina-konflikten – nærmest besat, fortæller flere tidligere klassekammerater fra den hf-klasse på VUC i Hvidovre, hvor Omar starter i sommeren 2012, uafhængigt af hinanden. Omar siger åbenlyst, at han hader jøder, og han bliver voldsom, aggressiv og skærper sin retorik, når undervisningen og gruppearbejde handler om konflikten. Det bliver også tydeligt for elever og lærere se, at Omars tilstand ændrer sig. Måske i takt med at han begynder at ryge hash, nævner nogle tidligere klassekammerater. Påfaldende nok nævner ingen ordet ’religiøs’ omkring Omar, ligesom moskéerne i København ikke kender ham og samtlige de muslimske organisationer først hører om ham efter hans død. I samme periode, da Omar er omkring 17 år, begynder han at komme i ungdomsklubben ’Hakuna Matata’ på Nørrebro, der er rettet mod udsatte og kriminalitetstruede unge mellem 14 og 22 år. Her bliver der lagt mærke til, at der er to forskellige Omar’er – en når han har en god dag, en anden når han har en dårlig. Han svinger mellem at være ekstremt udadvendt eller meget indelukket. Smilende eller aggressiv. Alle, der udtaler sig om Omar, deler dog det synspunkt, at han har ’en kort lunte’. Lederen af ungdomsklubben, Henning Carl Hansen, betragter mest af alt Omar som en ulykkelig mand, der ikke kan finde sin egen identitet. Omar, der altid har været en stille og indesluttet dreng, kan pludselig eksplodere, hvis nogen kommer til at grine af ham uden hans accept. Han får gode karakterer – 12-taller i matematik – og er ’virkelig dygtig’ i samfundsfag, lyder det. Men Omar, der beskrives som velklædt, er sky og en enspænder uden for skolen, og på trods af at han drikker alkohol, følger drengenes snak om piger og fodbold, deltager han aldrig i noget socialt. Han virker, synes nogle af klassekammeraterne, som om han i virkeligheden gerne vil være med. Han ved bare ikke helt, hvordan man gør. Det virker som om, Omar oplever, han ikke hører til nogle steder. Da klassen dimitterer i 2014, er Omar ikke med. Han sidder fængslet for vold mod en sagesløs person, som han er gået amok på i et S-tog. Det er denne dom, han bliver løsladt fra 30. januar i år. Altså to uger inden sin kynisk kalkulerede aktion, hvor han ifølge et øjenvidne, Ekstra Bladet har talt med, først går helt stille og roligt mod Krudttønden på Østerbro, trækker sit gevær, som han med ekstremt sikker hånd bærer fastlåst i samme højde og affyrer skud, der skærer igennem februar-kulden i en helt lige linje, rammer og dræber filminstruktør Finn Nørgaard og sårer tre politibetjente, inden han helt stille og roligt forlader gerningsstedet gående mod shopping-området Østerfælled Torv – og hvor han senere samme aften nærmest bestialsk beregnende spiller fuld for at blende ind i mængden af folk på gaden denne sene lørdag aften og går vejende og vaklende ned ad Krystalgade mod synagogen, hvor han koldblodigt dræber Dan Uzan og sårer to betjente. I 2010 strækker Omar Abdel Hamid El-Hussein hænderne i vejret som sejrsherre ved et thaibokse-stævne på Østerbro. Han bokser under navnet ’Captain’ og bokser for klubben Copenhagen Muay Thai. ’Captain’ var på forhånd stævnets favorit og hovednavn, og ham, der pryder plakaten for arrangementet. Med paraderne oppe poserer han iført shorts, boksehandsker og – symbolsk – et klassisk palæstinensisk partisan-tørklæde med sorte og hvide tern. Omar er en dygtig bokser. Bokseringen giver ham selvtillid. Klubben bliver lynhurtigt hans ’helle’ og pusterum – som det er det for mange andre minoritetsunge i Københavnsområdet. Og boksevennerne er hans brødre. Man holder øje med hinanden. I bokseklubben bemærker man straks hans talent, men man kan ikke undgå at se, at han er markant mere voldelig end gennemsnittet og er meget grænsesøgende. Blandt andet vil han – helt uhørt – i kamp med det samme uden den nødvendige træning. Omar bliver dog – trods sit talent – smidt ud af klubben, fordi han kommer i dårligt selskab og ’begynder at hænge ud i nogle meget ekstremistiske og voldelige miljøer’, skriver Jyllands-Posten. Samtidig begynder han at ryge meget hash, han mister interessen og ambitionerne i skolen, han isolerer sig, og han forsøger i sin higen efter et fællesskab at høre til at blive optaget i forskellige bander. Mjølnerparken-banden ’Brothas’, som Omar efter sin død er blevet sat i forbindelse med, opfatter ham som utilregnelig og upålidelig, derfor bliver han aldrig en del af den. Han fortsætter dog med at være i den farlige (farligste) periferi af bandemiljøet, hvor man taler med næverne og vinder diskussioner med knive. Så hvor boksningen i lang tid holder Omar væk fra gaden, bliver han herfra med lynets hast slået ind i en kriminel løbebane. Efter et par advarsler fra politiet efter at være blevet pågrebet med hash på sig, begynder 12-tallerne på karakterbladet fra skolen at blive skiftet ud med mere og mere alvorlige punkter på hans straffeattest. Fra Omar er 17 år i 2009 og frem til hans død, bliver han blandt en lang række andet dømt for: indbrud, biltyveri, våbenbesiddelse, hæleri, at stikke af fra politiet, trusler mod tjenestemand, hærværk og grov vold. To gange i forbindelse med strafudmålinger og domme gennemgår Omar Abdel Hamid El-Hussein en personundersøgelse. Den ene, der skal undersøge, om han er egnet til at afsone en dom i form af samfundstjeneste, konkluderer, at han ’kun med meget stor betænkelighed kan erklæres egnet til at udføre samfundstjeneste’. I forbindelse med hans seneste, længste og mest alvorlige dom efter overfaldet i S-toget 22. november 2013, hvor en passager bliver stukket ned af Omar, beskriver en psykiater ham som ’venlig’, men også ’ikke samarbejdsvillig’ og ’meget indesluttet’. I samme sag fortæller Omar om sig selv, at han ved overfaldet er påvirket af hash og er paranoid og angst, at han har været boligløs i en periode, og at han ikke har kæreste og børn. Til gengæld har han venner, han dyrker fitness med. Under varetægtsfængslingen i denne sag, som der altså aldrig når at falde endelig dom i, fordi Omar, da han kendes skyldig i vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, anker dommen på to års fængsel til landsretten, giver Omar udtryk for, at han vil til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat. Da Omar løslades 30. januar 2015, bemærker man straks i Mjølnerparken, at han har ændret sig under fængslingen. Omar taler ikke længere om dyre biler og piger, men om religion og filosofi, forlyder det. Samme ændring har vakt bekymring i fængslet. I hvert fald sender Kriminalforsorgen en indberetning til Politiets Efterretningstjeneste i september 2014, fordi Kriminalforsorgen mener, at El-Hussein er i risiko for at blive radikaliseret. Han kommer dermed på en liste med 38 andre radikaliserings-truede indsatte. Det er uvist, hvad denne registrering betyder for Omar. På trods af at han ifølge Politiets Efterretningstjeneste har været ’på radaren’, formår han at bevæge sig under den i de to uger, der går, fra han forlader Vestre Fængsel i slutningen af januar, til han bliver den første terrorist siden 1985, der på dansk jord lykkes med sin aktion. Vi står tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål. Nogle spørgsmål vil blive besvaret med tiden. Langt de fleste tager 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein med sig i martyr-graven. Gik Omar Abdel Hamid El-Hussein med sine to angreb bevidst efter ytringsfriheden og det jødiske samfund? Fik han hjælp til planlægningen af det, handlede han på vegne af militante islamister, eller var det en forholdsvis pludselig indskydelse fra en ’ensom ulv’? Blev han radikaliseret i fængslet? Hvor havde han fået træningen til at mestre et automatvåben som en professionel soldat – under sine ophold i Jordan eller i vores velfærdsstats udsatte boligområder og de kriminelle grupperinger, Omar var en del af? I hvilket af sit modsætningsfyldte væsens afkroge befandt han sig, da han gennemførte sin terrorplan i sin egen fødeby? Var han vred eller rolig? Stolt? Bange eller fredfyldt? Havde han en god eller en dårlig dag?

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Omar: En klog, stille dreng - med en ekstremt kort lunte