Omstridt moskébyggeri trues af blokade

En faglig blokade truer det kæmpemæssige moskébyggeri på Vibevej i Københavns nordvestkvarter

Mulighed for faglig blokade truer moskébyggeri. (Foto: Københavns Kommune)
Mulighed for faglig blokade truer moskébyggeri. (Foto: Københavns Kommune)

Byggeriet er godt i gang på Vibevej i Københavns nordvestkvarter, hvor en moské så småt er ved at trone over det meste af København.

Planen er, at Danmarks største shiamuslimske moské skal stå færdigt i løbet af efteråret, men nu lurer en faglig konflikt, der kan forsinke det omdiskuterede byggeri.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Konflikten bunder i, at et polsk murerfirma, der ikke har skrevet under på en dansk overenskomst, lige nu er i gang med at lægge marmorfliser.

3F har sendt et konfliktvarsel til firmaet, og hvis de ikke tegner dansk overenskomst med deres ansatte kan resultatet blive en blokade og en pause i byggeriet.

Det sker efter, at de har besøgt byggepladsen og forklaret om de danske regler for udenlandske firmaer, der arbejder i Danmark.  

- Firmaet fik en tænkepause, men de mødte ikke op, da en aftale om overenskomst skulle underskrives, siger faglig sekretær Robert Olejnik fra fagforeningen 3F til avisen, der forklarer, at nogle af de ansatte tjener cirka 15.000 kroner om måneden for 46 ugentlige arbejdstimer.

Den iranske arkitekt Bijan Eskandani, der er talsmand for byggeriet bekræfter, at 3F har henvendt sig. Han mener dog ikke, at det er rimeligt, at deres polske arbejdere skal tegne dansk overenskomst.

- Selvfølgelig skal vi ikke undergrave danske regler, men de polakker, der laver flisearbejdet, er her kun for en måned. Derfor synes vi ikke, det er rimeligt, at de skal være i fagforening, siger Bijan Eskandani til Kristeligt Dagblad.

Lige nu troner en blå kuppel og to 32 meter høje blå og guldudsmykkede minareter over byggepladsen, hvor man har været i gang i cirka tre år.

Byggeriet har været udsat for lidt af et stormvejr siden det blev påbegyndt, da blandt andet Kristeligt Dagblad har kunne påvise, at penge til byggeriet er kommet fra blandt andet Iran.  

247 kommentarer
Vis kommentarer