Omstridt rådmand stopper

Ældrerådmand i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) trækker sig fra sin post ved årsskiftet og erkender, at sagen om grove svigt af den demente Else fyldte for meget i 2020

Hør her hvad rådmand Jette Skive (DF) havde at sige om Else-sagen sidste sommer. Video: Ernst van Norde

Det så på ingen måde kønt ud og faldt hårdt tilbage på Dansk Folkepartis første og hidtil eneste rådmand i Aarhus, da TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' om grove svigt af den demente dengang 90-årige Else Marie Larsen på plejecentret Kongsgården i Aarhus blev afsløret i juni i fjor.

Rådmanden for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive, blev placeret midt på skydeskiven, og nu meddeler hun ifølge Lokalavisen Aarhus, at hun ikke genopstiller ved kommunalvalget 16. november i år.

- Det er en beslutning, jeg tog allerede for fire år siden, og som jeg har det rigtig godt med. Jeg har haft syv-otte spændende år. Det sidste år har dog ikke været noget, jeg vil huske tilbage på med glæde, siger Jette Skive til Ekstra Bladet.

Den dengang 90-årige Else Marie Larsen blev kendt i hver en afkrog af landet som et symbol på, at ældrepleje i et velfærdssamfund som det danske aldrig må synke så dybt, som det var tilfældet med Else. Faksimile fra Ekstra Bladet
Den dengang 90-årige Else Marie Larsen blev kendt i hver en afkrog af landet som et symbol på, at ældrepleje i et velfærdssamfund som det danske aldrig må synke så dybt, som det var tilfældet med Else. Faksimile fra Ekstra Bladet

Hun henviser både til coronapandemien og til sagen om Else, som fik en solid topplacering i både de lokale og nationale medier, herunder Ekstra Bladet, som valgte at trodse et fogedforbud og antænde skandalen ved at vise dele af TV 2's skjulte optagelser fra plejecentret Kongsgården.

Der gik politik i det
Billederne af Else hængende i en lift, mens to ansatte på Kongsgården følelseskoldt bad hende om at forrette sin nødtørft ned på en blé på sin seng, satte sig fast på folks nethinder og blev en skamplet på ældreplejen i Aarhus. Også mere end hvad der var nødvendigt, mener Jette Skive.

- Der gik jo politik i det, og det var så destruerende, som noget kunne være, siger rådmanden.

- Jeg besluttede allerede for fire år siden, at denne periode skulle være min sidste som en del af byrådet i Aarhus Kommune, siger Jette Skive, der her er fotograferet i juli i fjor på sit kontor på Aarhus Rådhus. Foto Ernst van Norde
- Jeg besluttede allerede for fire år siden, at denne periode skulle være min sidste som en del af byrådet i Aarhus Kommune, siger Jette Skive, der her er fotograferet i juli i fjor på sit kontor på Aarhus Rådhus. Foto Ernst van Norde

- Det, vi så i tv-dokumentaren, kan hverken forklares eller bortforklares. Men i forhold til sagen fortryder jeg ikke noget af det, vi har besluttet sidenhen, siger Jette Skive og pointerer at Kongsgården for længst er forbi den belastende sag, som vendte op og ned på ældreplejen i Aarhus Kommune.

- Jeg synes, det er uretfærdigt over for Kongsgården i dag, hvis de skal blive ved med at være tynget af den her sag, siger Jette Skive.

Vil fortsætte i politik
Den tidligere frisør lægger ikke skjul på, at hun har lært meget af sagen, som har ført til, at forvaltningen nu langt hurtigere inddrages, hvis pårørende til beboere som Else beklager sig, som det var tilfældet med Elses barnebarn, sosu-assistenten Charlotte Ahm.

- Hvis sagen skal blive ved med at være en klods om benet på mig, så må det være sådan. Jeg er ikke den eneste, der har været udsat for sådan noget, men jeg vil selvfølgelig være træt af fortsat at skulle identificeres med noget, som jeg også selv lærte meget af.

Jette Skive kom på overarbejde frem mod sin sommerferie i fjor, da skandalen om Kongsgården fyldte en del i de fleste medier - således også i Ekstra Bladet. Faksimile fra Ekstra Bladet
Jette Skive kom på overarbejde frem mod sin sommerferie i fjor, da skandalen om Kongsgården fyldte en del i de fleste medier - således også i Ekstra Bladet. Faksimile fra Ekstra Bladet

Nu ser Jette Skive frem til, at hun med en flytning til Silkeborg kommer tættere på familien og samtidig kan fortsætte i politik - bare på en anden måde ved at blive valgt ind i regionsrådet.

- Kongsgården skal ikke være mit eftermæle, og jeg føler, jeg stadig har meget at byde på med mine erfaringer. Men sker det alligevel, at jeg ikke vælges ind, vil jeg nyde mit otium som planlagt, siger Jette Skive.

Foto: Ernst van Norde Krimi Medarbejdere på plejehjem sigtet efter dokumentar

Charlotte Ahm sammen med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Foto: Tariq Mikkel Khan Samfund Efter Else-sagen: Får fornem pris

Jacob Bundsgaard bryder tavsheden og taler om forholdene for de ældre. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Samfund Endelig taler Bundsgaard: - Der skal flere ressourcer til ældreområdet

Samfund Elses barnebarn: Glad både på Ekstra Bladets og TV2's vegne

Foto: Privat Samfund Her er optagelserne TV2 vil have stoppet

1 af 2 Else Marie Larsen var genstand for megen opmærksomhed og på én gang vrede, forargelse og omsorg, efter at TV 2 og Ekstra Bladet havde afsløret de forfærdelige forhold på plejecentret Kongsgården i Aarhus. Faksimile fra Ekstra Bladet
2 af 2 Jette Skive blev første gang valgt ind i Aarhus Byråd i 1998 og har siden været en markant politisk skikkelse i landets næststørste by. Sagen om Else kunne hun dog sagtens have undværet. Foto: Ernst van Norde