Omstridt vognmands ansatte bor i slum: Imens lever han i absurd luksus

Den omstridte vognmand Karsten Beier har ifølge politiet haft 26 chauffører boende under spartanske forhold. Imens lever han selv i luksus

En lejr for lastbilchauffører er blevet ryddet. Se videoen, og find ud af hvorfor. Foto: LocalEyes. Producer: Andreas Wentoft

26 chauffører, der lever et liv i slum.

Det var synet, da Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling i samarbejde med Arbejdstilsynet besøgte transportvirksomheden Kurt Beier i Padborg for at undersøge forholdene for en gruppe filippinske og srilankanske chauffører.

Se mere video på localeyes.dk

Og lige nu er politiet i gang med at undersøge, om forholdene er af en sådan beskaffenhed, at der kan være tale om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om menneskehandel.

- Vi har brugt dagen i dag (i går, red.) på at gennemgå og vurdere det efterforskningsmateriale, vi har fået, dels i form af afhøringer af chaufførerne, dels i form af materiale fra ransagningen, oplyser politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden med ansvaret er direktør Karsten Beier, der, siden politiet fremlagde sine oplysninger, er gået i flyverskjul. Ifølge JydskeVestkysten har Karsten Beier stadig ikke reageret på anklagerne mod sit firma. Ekstra Bladet har da også forsøgt at ringe til ham, men han svarer ikke på vores opkald.

Det skal dog understreges, at der ikke er rejst sigtelser i sagen.

Artiklen fortsætter under billedet

Det var en af disse lastvogne, som de 26 chauffører boede i. Foto: Local Eyes
Det var en af disse lastvogne, som de 26 chauffører boede i. Foto: Local Eyes
 

Et liv i luksus
Men selvom 44-årige Karsten Beiers udenlandske ansatte lever under slavelignende forhold i lastbilerne i Padborg, så har direktøren ikke holdt sig tilbage, hvad angår hans eget liv.

Sammen med sin kone, Mette Beier, købte han i maj sidste år en villa ud til vandet i Hjerting nær Esbjerg. Den 2326 kvadratmeter store grund plus villa betalte de 7.050.000 kroner for.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har han også ombygget sit nye domicil for adskillige millioner kroner, hvor der blandt andet er blevet opgraderet med pools og to andre ejendomme foran huset, så han har direkte adgang til stranden.

De er blevet lavet for henholdsvis 1.600.000 og 3.000.000 kroner.

Artiklen fortsætter under billedet

Her er Karsten Beier og konens villa, som den så ud, før den blev renoveret. Foto: Skråfoto
Her er Karsten Beier og konens villa, som den så ud, før den blev renoveret. Foto: Skråfoto
 

Afsløret af YouTube-video
I en YouTube-video lagt ud af Brandsborg Gardinservice viser direktøren sågar rundt i sin villa, hvor der ikke er sparet på noget.

Videoen er senere blevet slettet fra YouTube, men Ekstra Bladet har set den, og hvordan pompøse møbler, pools og hundedyre gardiner slås om opmærksomheden.

Den samme oplevelse har Henning Hyllested, der har talt med JydskeVestkysten om YouTube-videoen.

- Det er en absurd og grotesk oplevelse, når man sammenligner de forhold, som de filippinske chauffører har boet under i Padborg. Det er et helt grotesk eksempel på grådighed. Bare, fordi man selv er meget rig og tjener mange penge, kan man ikke være ligeglad med andre mennesker, siger folketingsmedlem Henning Hyllested (EL).

Efterfølgende er det kommet frem, at Kurt Beier Transport med en egenkapital på over 26 millioner kroner er blevet anmeldt for menneskehandel i fire forskellige lande af en hollandsk fagforening. Der er tale om Polen, Tyskland, Holland og Danmark.

Det fortæller research enforcement officer Edwin Atema fra FNV - VNB til Fagbladet 3F.

- Vi har i lang tid undersøgt Kurt Beier A/S og interviewet flere lastbilchauffører i flere lande, der kører for Kurt Beier. Betingelserne i firmaet er så forfærdelige, og sagen er så international, at FNV - VNB har sendt en formel anmodning til Europol om beskyttelse af ofre for menneskehandel, der kører for Kurt Beier, siger han

Imens fortsætter politiets arbejde i Danmark.

'Center mod Menneskehandel (CMM) under Socialstyrelsen er endnu ikke helt færdige med at udrede og vurdere, hvorvidt der er tale om menneskehandel. Og resultatet af deres arbejde og indsats vil også indgå i politiets videre behandling af sagen', skriver politiet i deres seneste pressemeddelelse onsdag aften 31. oktober.

Se flere videoer på Local Eyes.

186 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere