Delebil-firmaet Green Mobility dropper Sydhavnen i København, efter at selskabet i løbet af den seneste uge har oplevet 25-30 episoder med hærværk og indbrud i nogle af selskabets udlejningsbiler.
Det fortæller administrerende direktør Torben Andersen til Ekstra Bladet.
Konsekvensen er, at københavnere nu ikke længere kan starte eller stoppe deres ture i bydelen. Et par hundrede faste kunder forventes at blive berørt, siger Torben Andersen.
- Vi har set os nødsaget til at ændre vores zone en periode, så man ikke længere kan parkere i Sydhavnen. Det har vi valgt at gøre, fordi vi har oplevet, at bilerne blev smadret, når de holdt der, siger Torben Andersen til Ekstra Bladet.
Torben Andersen fortæller, at han har været i dialog med Københavns Politi om mulighederne for at forhindre indbrud og hærværk. Det er efter den samtale, at det nu ikke længere er muligt at starte eller standse leje-perioden i Sydhavns-kvarteret.
Noget tyder på, at biltyve har fundet en måde at omgå startspærren i Green Mobilitys biler. I hvert fald er det i nogle tilfælde lykkedes tyvene at få startet den lille Renault. Også selv om man ikke har haft den egentlige bilnøgle.
Efter epsioderne har Green Mobility haft fat i samtlige af selskabets 400 delebiler på Frederiksberg, København og i Gentofte. Der er nu fjernet en bildørsnøgle, som har ligget i bilerne, og som muligvis kan have været med til at hjælpe tyvene. Desuden er der sket en teknisk opdatering af kørecomputeren i bilen, så det ikke længere er helt så enkelt at få startet bilen.
Green Mobility har lejet biler ud i København siden 2016. I forhold til andre udlejningsselskaber lejer kunder bilerne til minutpris frem for fra dag til dag.
Torben Andersen fortæller, at selskabet lige nu har opbygget en kundegruppe på cirka 30.000, og at selskabet gennemfører cirka 1000 ture om dagen for de køreglade københavnere.
Det var TV2.dk, som først omtalte sagen.