Ophidset alpaka skubbede gæster omkuld i dansk zoo

En pige og en ældre kvinde kom til skade i Munkholm Zoo, da en alpakahan skubbede dem omkuld med voldsom kraft

En fuldvoksen alpaca kan veje op til 85 kilo. Alpacaerne her bor ikke i Munkholm Zoo. Arkivfoto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
En fuldvoksen alpaca kan veje op til 85 kilo. Alpacaerne her bor ikke i Munkholm Zoo. Arkivfoto: Leah Millis/Ritzau Scanpix

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

En familie fik sig fredag en voldsom oplevelse i Munkholm Zoo på Djursland. På en mark, hvor man kan gå iblandt alpakaer, lamaer og æsler, kom en cirka seks-årig pige og hendes moster til skade, da de blev skubbet omkuld af en alpaka.

Det fortæller øjenvidner - blandt andet på Trustpilot og på en færøsk nyhedsblog - og Lars Jørgensen, der er medejer af den lille zoologiske have bekræfter.

- Vi havde en episode i går, hvor vores alpakahan skubber til eller løber ind i en ældre dame og hendes niece, som begge kommer en smule til skade, da de falder, fortæller han.

Det skete for øjnene af pigens mor, som forskrækket råbte og skreg for at få hjælp.

- Er simpelthen så ked af det
I øjenvidneberetningerne meldes der om, at alpakaen trampede på den lille pige, ligesom det beskrives, at de begge blev bidt, men det afviser Lars Jørgensen.

- Den har ikke på nogen måde angrebet med bid eller lignende. Kvinden fortalte selv, at hun var blevet puffet bagfra og faldt. Men det har uden tvivl været en voldsom oplevelse, og det har måske set endnu mere voldsomt ud. Og jeg er simpelthen så ked af, at de har været udsat for det her, siger han.

Flere gæster ilede til og hjalp kvinden og pigen væk fra den ophidsede alpaka.

Her ses nogle af Munkholm Zoos lamaer og en enkelt alpaka (i baggrunden) sammen med Lars Jørgensen og hans familie. Sidste år købte familien fra Nordsjælland den zoologiske have og flyttede til Djursland. Foto: Ernst van Norde
Her ses nogle af Munkholm Zoos lamaer og en enkelt alpaka (i baggrunden) sammen med Lars Jørgensen og hans familie. Sidste år købte familien fra Nordsjælland den zoologiske have og flyttede til Djursland. Foto: Ernst van Norde
 

Havde blod i ansigtet
I øjenvidneberetningen forlyder det, at både den cirka seksårige pige og hendes moster havde blod i ansigtet efter episoden.

Det kan Lars Jørgensen ikke afvise og fortæller, at pigen fik en opsvulmet læbe på grund af faldet og måske også næseblod. Mosteren, en lidt ældre kvinde, fik en mindre flænge i ansigtet, da hun faldt, men det skyldtes ifølge Lars Jørgsensen hendes briller og ikke angrebet fra alpakaen.

Kort før den lille familie blev væltet omkuld, havde mosteren bemærket, at alpakaen virkede lidt aggressiv. Det kan skyldes, at den var blevet tirret eller jagtet af nogle andre gæster op til episoden. Det har gæster i hvert fald berettet om, fortæller Lars Jørgensen.

- Den har en lille unge, som den gerne vil passe på, så den er lidt ekstra beskyttende, fortæller han og tilføjer, at den normalt ikke er aggressiv,

Lukket for gæster
I parken har ejerne dog alligevel midlertidigt valgt at lukke af den mark, hvor alpakaerne går sammen med lamaer og æsler, af for gæsterne. Den vil i første omgang være lukket weekenden over, hvorefter Lars Jørgensen forventer, at gæster igen vil kunne komme tæt på de store dyr.

- Og så vil vi 'patruljere' lidt mere og sætte et skilt op, hvor der står, at man skal respektere dyrene og for eksempel ikke løbe rundt i mellem dem, siger Lars Jørgensen.

Han tog efter episoden en lang snak med familien, som var blevet forskrækkede, men som - da de forlod parken - gav udtryk for, at de gerne ville komme igen.

Overværede du situationen, eller var det dig, der blev skubbet omkuld af alpakaen, så vil vi meget gerne høre fra dig. Tag fat i os på 1224@eb.dk.