Oprør mod DSB-ledelse: Risiko for at det rammer passagererne

Utrilfredsheden med DSB-ledelsen er brudt ud i fuld flor, og tirsdag var 100 sikkerheds- og tillidsfolk samlet i Valby

Omkring 100 tillidsfolk var mødt op tirsdag til at snakke om den krise, som flere tillidsfolk mener, at DSB befinder sig i. Foto: Jonas Olufson
Omkring 100 tillidsfolk var mødt op tirsdag til at snakke om den krise, som flere tillidsfolk mener, at DSB befinder sig i. Foto: Jonas Olufson

Omkring 100 sikkerheds- og tillidsrepræsentanter fra DSB var tirsdag samlet til stormøde i Valby Kulturhus, hvor de luftede utilfredsheden med DSB-ledelsen, efter at denne har meldt de statslige baner ind i Dansk Industri og samtidig har opsagt alle kutymer og lokalaftaler.

Bredt lød der bekymring om fremtiden, og forsamlingen endte med at sende en udtalelse til DSB’s ledelse. Heri lød det blandt andet:

’Ansatte i DSB er historisk meget loyale over for virksomheden. Vi brænder for bedre jernbane i Danmark og yder altid ekstra i travle perioder og krisesituationer. Det er et varemærke, alle er stolte af. Danmark har brug for en velfungerende jernbane. Den leverer vi gerne.'

Frygt for at det kan ramme passagerer

Dennis Alex Jørgensen, afdelingsformand HK trafik & jernbane (tv)
Dennis Alex Jørgensen, afdelingsformand HK trafik & jernbane (tv)
 

'Men vi frygter, at den dårlige stemning blandt ledelse og medarbejdere på sigt kan smitte af på arbejdet og dermed produktet - til skade for passagererne og samfundet. DSB er i en svær tid som virksomhed med mange udfordringer. Vi opfordrer derfor kraftigt til, at ledelsen i DSB ændrer stil og åbner op, så vi igen kan få et reelt samarbejde og en tillidsfuld dialog. Vi får kun skabt et stærkt DSB i samarbejde.’

Ekstra Bladet talte med tre af de fremmødte, om hvordan de ser situationen:

Usikkerhed om fremtiden

Thorkild Sobe. Foto: Jonas Olufson
Thorkild Sobe. Foto: Jonas Olufson
 

Thorkild Sobe, lokomotivfører, kørelærer, tillidsmand

- Hvordan oplever du den dårlige stemning, der beskrives?

- Nu kører jeg på S-banen, som trafikministeren har talt om skal være førerløs. Jeg ved godt, at teknologien endnu ikke er til det, og at der vil gå nogle år, inden det vil ske, så jeg tager det roligt. Men for mine yngre kolleger skaber det stor usikkerhed om fremtiden.

- Det giver en opgivende stemning. Vi arbejder i forvejen hver anden weekend, og har vel en af de største skilsmisserater i Danmark. Så hvis folk først har fået det på plads med familien derhjemme, og der nu kommer nye forandringer, giver det en masse uro.

Sgu småt med arbejdsglæden

Carsten Hedegaard. Foto: Jonas Olufson
Carsten Hedegaard. Foto: Jonas Olufson
 

Carsten Hedegaard, mekaniker, fællestillidsmand for FO, Aarhus

- Hvordan oplever du uroen?

- Vi har en masse forhandlinger, hvor vi har svært ved at komme igennem. Og som medarbejder er det svært at forstå, hvorfor det skal være svært at få almindelige løn– og arbejdsvilkår på plads.

- Hvordan kommer det til udtryk i hverdagen?

- Det er sgu’ småt med arbejdsglæden, og det er svært at rekruttere og fastholde medarbejdere, når der ikke tilbydes vilkår, der matcher arbejdspresset og det øvrige arbejdsmarked. På nuværende tidspunkt mangler vi 20 mand på værkstedet, og det er ikke uvæsentligt, når der ikke er tilstrækkeligt med personale.

Knude i maven

Mikkel Channo Jessen. Foto: Jonas Olufson
Mikkel Channo Jessen. Foto: Jonas Olufson
 

Mikkel Channo Jessen, togfører, fællestillidsmand, togpersonale i hele DSB

- Hvad betyder stemningen i DSB?

- Der er rigtig mange, som går på arbejde med en knude i maven. Der har været usikkerhed om løn- og arbejdsvilkår, siden DSB meldte sig ind i DI i december sidste år. Vi ved ikke, hvor forhandlingerne lander. Det har kørt i ni måneder. Det slider.

- Vi er bekymret for, at vi får flere weekendvagter. I forvejen arbejder vi hver anden weekend, og det kan blive sat op med 25 procent. Det giver dårlig stemning, og nerverne er flossede. - Det er kun halvandet år siden, at vi var ude i en effektiviseringsrunde, og nu risikerer vi det igen.

Du kan læse live-dækningen fra mødet her.

Dokumentation: Udtalelse fra møde med 100 DSB-tillidsfolk

DSB’s medarbejdere til ledelsen: Uden dialog går det helt galt.

Over 100 tillidsfolk fra alle dele af DSB mødtes tirsdag eftermiddag i Valby Kulturhus for at drøfte situationen efter DSB har meldt sig ind i Dansk Industri (DI) og opsagt de gældende overenskomster. Samarbejdet mellem DSB’s ledelse og de tre største fagforeninger på DSB’s område - HK Trafik & Jernbane, Dansk Jernbaneforbund og FO Jernbanedrift - er på et historisk lavpunkt. Mange steder er arbejdsmiljøet præget af situationen. De tre store fagforeninger havde derfor indkaldt til stormødet i fællesskab. Mødet blev afsluttet med vedtagelse af denne udtalelse:


Vi oplever desværre alle de negative efterveer af DSB’s beslutning om at melde sig ind i DI. Situationen er uholdbar. Med mødet i dag har vi ønsket at sende et klart signal til DSB’s ledelse: Vi står skulder ved skulder. DSB’s indmeldelse i DI må hverken forringe medarbejdernes vilkår eller fagforeningernes muligheder for at repræsentere vores medlemmer.

DSB går kun efter forringelser

Vi oplever, at DSB prøver at undgå at efterleve aftaler og overenskomster. Og vi oplever, at de mange problemer som indmeldelsen i DI giver, ikke er til reel drøftelse. I stedet bliver de faglige organisationer mødt af en stadig mere dikterende ledelsesstil. Det er uholdbart i længden.

Vi oplever, at DSB’s ledelse er uærlige i forhold til de informationer, der bliver givet og at ledelsen ved møder kommer med påstande og udtalelser, som de efterfølgende ikke vil stå ved. Vi oplever også trusler i drøftelserne og meget langsom sagsbehandling. Alle drøftelser foregår derfor med mistro og det er særdeles usundt for et konstruktivt samarbejde.

Ansatte i DSB er historisk meget loyale over for virksomheden. Vi brænder for bedre jernbane i Danmark og yder altid ekstra i travle perioder og krisesituationer. Det er et varemærke, alle er stolte af. Danmark har brug for en velfungerende jernbane. Den leverer vi gerne.

Men vi frygter, at den dårlige stemning blandt ledelse og medarbejdere på sigt kan smitte af på arbejdet og dermed produktet - til skade for passagererne og samfundet.

Opfordring: Dialog nu!
DSB er i en svær tid som virksomhed med mange udfordringer. Vi opfordrer derfor kraftigt til, at ledelsen i DSB ændrer stil og åbner op, så vi igen kan få et reelt samarbejde og en tillidsfuld dialog. Vi får kun skabt et stærkt DSB i samarbejde.

Dennis A. Jørgensen, Formand for HK Trafik & Jernbane
Henrik Horup, Formand for Dansk Jernbaneforbund
Jens Christian Kjeldsen, Formand for FO Jernbanedrift

 

90 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere