Orangutang skudt 74 gange: Prøvede at redde sin baby

De lå begge og led under et træ

Hope på operationsbordet. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA
Hope på operationsbordet. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA

En 30-årig orangutang, som sidenhen er blevet døbt Hope, lå og led under et træ, imens den vågede over sin unge.

Hope var blevet skudt 74 gange.

Den historie bringer flere internationale medier, heriblandt The Daily Mail og The Jakarta Post. Desuden har siden orangutanprotection og videnskabssitet phys.org også fortalt historien.

Hope mistede sine øjne. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA
Hope mistede sine øjne. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA

Hope og hendes baby traskede rundt i den indonesiske jungle, da de tilfældigvis forvildede sig ind på en privat grund, hvor de blev mødt af flere mennesker, som skød efter dem med deres haglgevær.

Den 30-årige orangutang blev hårdt såret af 74 haglskud, og mange af dem ramte hendes øjne.

Hope prøvede at redde sin unge, som kun var en måned gammel, men skudsårene umuliggjorde en lang flugt.

Røntgenbillede af Hope. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA
Røntgenbillede af Hope. Foto: Ritzau Scanpix/BKSDA

Baby-orangutangen og moderen lagde sig under et træ, hvor de blev fundet af et redningshold, som bragte dem til nærmeste dyrlæge.

Den en måned gamle baby-orangutang overlevede ikke. Den døde af sult.

Hope blev hastet til operation, hvor dyrlægen formåede at redde den.

- Hopes øjne var yderst beskadiget, så vi bestemte os for at fjerne dem, siger dyrlægen, Yenny Saraswati.

De lokale myndigheder prøver nu at fange synderne, som skød Hope.

Den 30-årige orangutang vil fremover bo hos et dyreværn.

147 kommentarer
Vis kommentarer