Ordførere klar til at sætte test i folkeskolen på pause

Flere ordførere fra regeringens støttepartier vil sætte de nationale tests i bero efter en kritisk evaluering

Både Jacob Mark (SF) og Marianne Jelved (RV) mener, at de nationale test skal sættes i bero. Foto: Jens Dresling
Både Jacob Mark (SF) og Marianne Jelved (RV) mener, at de nationale test skal sættes i bero. Foto: Jens Dresling

Hvis børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrans-Theil (S) ønsker at følge sin ekspertgruppes anbefaling og sætte de nationale tests i folkeskolen i bero, så har hun støtte fra både de radikale og SF.

De nationale test i folkeskolen bør sættes i bero, lyder anbefalingen efter en evaluering. De skal erstattes af et ordentligt alternativ, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix Samfund Ekspertgruppe anbefaler store ændringer i elevtest

Det fortæller partierne, efter at en rådgivningsgruppe, der har arbejdet med at evaluere de nationale tests siden 2018, er kommet med deres anbefalinger og resultater.

- Vi ser gerne, at man får et system, der kan bruges som pædagogisk redskab i undervisningen. Indtil vi har det, så mener jeg, at vi skal sætte det i bero, siger skoleordfører for Radikale Venstre Marianne Jelved.

Den holdning deler SF's undervisningsordfører, Jacob Mark:

- Vi mener helt klart, at de nationale tests skal sættes i bero. Og det skal ske hurtigst muligt, for skolerne skal lave de her tests lige om lidt.

- Og evalueringen viser jo klart, at det ikke er et brugbart redskab. Så det vil være spild af tid at gennemføre det.

K og DF skeptiske
Evalueringen viser, at testene er usikre, når det kommer til at afprøve elevernes faglige niveau, samt at de ikke altid har en klar sammenhæng med folkeskolens formål.

De Konservative, der er en del af folkeskoleforliget, er mindre parate til at sætte testene i bero.

- Det kommer an på, hvad rammerne skal være. Både hvor lang tid og under hvilke omstændigheder, de bliver sat i bero. Men grundlæggende hælder jeg til, at de ikke bliver sat i bero, siger grundskoleordfører for De Konservative Mai Mercado og fortsætter:

- Nu går vi ind i en åben diskussion. Evalueringen viser klart, at der er et behov for et testsystem. Så hele diskussionen om, hvorvidt vi skal teste eller ej, må nu være forældet.

Dansk Folkeparti, der også er del af folkeskoleforliget, rynker også på brynene, når det kommer til at sætte testene i bero.

- Det er vi ikke umiddelbart. Evalueringen viser klart, at der er brug for at gøre noget. Men vi er bekymrede for, hvis vi sætter dem i bero, hvornår sætter vi dem så i gang igen? Vi skal meget hurtigt kunne sætte noget andet i stedet.

- Vi ønsker, at test fortsætter, siger Dansk Folkepartis vikarierende undervisningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.

Skal afskaffes
Det er SF lodret uenig i.

- SF var imod de nationale test, men det blev en del af folkeskolereformen, som vi var med i. Det var frygteligt dumt, at det blev så stor en del af den reform. 

- Vi mener ikke, at de nationale test skal være der længere. Først skal de sættes i bero, og så skal de afskaffes, hvis man spørger os, siger Jacob Mark.

De Radikale er ikke som sådan imod test, så længe de kan bruges pædagogisk.

- Hvis vi kan få nogle test, der kan bruges som pædagogisk redskab, så synes vi, det er en god idé, siger Marianne Jelved.

6 kommentarer
Vis kommentarer