Seks procent af folkeskoleelever i en 8. klasse har været udsat for uønsket samleje eller forsøg på samleje.
Det er kun en af mange chokerende oplysninger, som man kan finde i Landsorganisation af Kvindekrisecentres (LOKK) nye rapport om seksuelle overgreb på børn, der er udkommet fredag.
Rapportens primære formål er at kortlægge, hvor god indsatsen for at løse problemerne med seksuelle overgreb på børn er. Det gør den ved at sammenfatte flere undersøgelser om emnet, ved at vurdere de indsatser, vi allerede har i dag, og ved at bringe beretninger fra en række mænd og kvinder, som har haft misbrug helt tæt på.
Ifølge Niels Christian Barkholt, formand for LOKK, er der én ting, som står klart, når man læser rapporten: Indsatsen er slet ikke god nok.
- Det dokumenterede omfang af seksuelle overgreb mod børn og unge er så stort, at vi sandsynligvis alle kender nogen, eller kender nogen, der kender nogen, som har uønskede seksuelle erfaringer, siger Niels Christian Barkholt til Ekstra Bladet.
- Hvor gode er vi til at forebygge og håndtere seksuelle overgreb på børn? Konklusionen er desværre ret nedslående.
'Vi lukker øjnene'
- Vi tør ikke forholde os til seksuelle overgreb, fordi det er tabubelagt. Et af de største problemer er, at vi som samfund lukker øjnene, og at vi ikke taler om det, siger Niels Christian Barkholt.
Netop derfor har folkene bag rapporten valgt at inddrage historier fra det virkelige liv. Som for eksempel historien om 'Bente'.
'Bente bliver voldtaget af flere voksne i familien. Bentes mor ser på og skælder ud, når Bente bløder, ømmer sig og det bliver nødvendigt at tage på skadestuen. I Bentes hjem er de seksuelle ydelser til far, søster og husets venner på linje med andre pligter som at støvsuge, gå ned med skraldespanden, hente øl hos købmanden og så videre.'
Børn skal kende til rigtigt og forkert
Niels Christian Barkholt mener, at det er vigtigt, at børn ved, hvad der er rigtigt og forkert. Så vil børn, der udsættes for seksuelt misbrug, bedre kunne sige fra eller søge hjælp.
- Som barn ved man ikke altid, hvad der er rigtigt og forkert. Og hvis der ikke er nogen, som har fortalt det, så tror man måske, at det er normalt, hvis ens far rører ved en, eller hvis man pludselig sidder og ser en pornofilm med sin onkel, siger han.
- Vi skal gøre børn bevidste om, hvad der må ske med deres kroppe, og hvad der ikke må ske med deres kroppe. Der er ikke nogen, der må komme hånden ned i dine underbukser og røre ved dine kønsdele.
- Det bør være en integreret del af sundhedsplejerskens løbende sundhedstjek i folkeskolen og den information, der gives til forældrene, siger han.
Svigter børnene
'Emmas mor blev overgrebet af sin far, og Emmas mor har forgrebet sig på Emmas bror, som også har forgrebet sig på Emma. Emma bliver også solgt til prostitution. Da hun bliver indlagt med stærke smerter, er der ingen, der opdager, hvad der var galt. Heller ikke i børnehaven eller skolen er der nogen, der griber ind. Emma forstår det ikke – hun var jo et underudviklet og besværligt barn.'
'Emmas' beretning er endnu en, man kan læse i rapporten. Og den er relevant, for det er især på system-niveau, børnene bliver svigtet, mener Niels Christian Barkholt.
- Mange af dem, som er blevet udsat for seksuelle overgreb, fortæller, at de mener, at der ikke er blevet ført ordentligt tilsyn med kommunen, siger han.
- Der bliver modtaget rigtig mange dokumenterede underretninger om misbrug af børn, uden at der bliver handlet på det. Kun 25 ud af 98 kommuner har en handleplan for, hvordan de skal håndtere seksuelle overgreb.
LOKK mener, at alle kommuner bør have en handlingsplan.
Livsvarige konsekvenser
Det er vigtigt at afhjælpe problemet med seksuelle overgreb, mener Niels Christian Barkholt.
- Det her har livslange konsekvenser for børnene. Det kan påvirke ens indlæring og udvikling, man kan udvikle psykiske lidelser, man kan begynde at skade sig selv, og man kan vende det indad og give sig selv skylden, siger formanden.
Seksuelle overgreb mod børn har også konsekvenser for samfundet
- Hvis man for eksempel som voksen får brug for meget terapi og behandling, hvis man får svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet, hvis man ikke er i stand til at få sig en uddannelse eller et job. Nogle børn, som har været udsat for overgreb, begynder som voksne også at begå overgreb mod deres egne børn. Ofte er seksuelle overgreb kædet sammen med vold, og vi ved, hvordan det i højere grad går i arv, fortæller han.
For Niels Christian Barkholt er der ingen tvivl.
- Vi kan ikke ignorere det her længere, siger han.