Det er stadig et hyr for mange kvinder at få orgasme under samleje, og langt hen ad vejen ser det ud til at skyldes uvidenhed - både blandt kvinder og mænd.
I hvert fald mener sexolog Helene Kræmmer, Roskilde, at alt for mange kvinder har for store forventninger til at 'få' en orgasme - frem for aktivt at lege sig hen til en, og mændene aner slet ikke, at gennemsnitskvinden er 22 minutter om at nå klimaks, og at forspillet derfor er det vigtigste af det hele.
I Aftonbladet/Inizio offentliggøres i dag en undersøgelse, som viser, at 25 procent af de svenske kvinder ikke har orgasme under samleje, men det ser ikke meget bedre ud for de danske, oplyser Helene Kræmmer.
Sexforskning: Sådan hænger begær og kærlighed sammen
- Det er min erfaring, at så længe kvinden tror, at orgasme er noget, en anden skal give hende, så kan det give problemer. Så at en fjerdedel af alle sex-aktive kvinder ikke oplever en orgasme under samlejet, er bestemt ikke skudt over målet. Hvis kvinden bare ligger med en masse forventninger, så er det klart et selvmål. Jeg møder kvinder, der bare ligger og holder vejret og venter på miraklet - i stedet for at lege med og insistere på, at manden kender hendes behov.
Men som Helene Kræmmer understreger, så er det måske nok lidt svært for kvinden at formidle noget om sine behov, hvis hun ikke kender dem selv.
God jul og godt nyt orgasme-år
- Når jeg er ude at holde foredrag om bl.a. orgasme, hører jeg mange kvinder, der end ikke tør give deres kønsorgan et navn. De kalder den små pussenussede ting, og hvis det er vildt frækt, kalder de den 'en mis'. Som med alle andre ting, kræver det noget bevidsthed at blive god til noget. Og hvis man ikke har taget ejerskab over sin egen krop, sit køn og sin nydelse, så er der en bid vej, før man bliver bevidst om, hvordan man får orgasme.
Som så mange andre kvinder havde Helene Kræmmer selv forliget sig med, at hun var en af de kvinder, der aldrig skulle opleve orgasmer under samleje, men da hun blev 25-26 år tog hun skeen i den anden hånd, og gjorde sengen til en legeplads.
Orgasmer - dem får vi da i bilen, til fitness og i søvne
Hun påpeger, at hvis folk får deres informationer om sex fra pornofilm, hvor orgasmerne sprøjter ud i metermål, så er der ikke noget at sige til, at de får mindreværdskomplekser .
En anden ting er også, at mændene typisk ikke ved ret meget om kvinders seksualitet.
- Jeg har talt med mange mænd, som ikke ved, at det tager 22 minutter for kvinden at opnå orgasmen - inklusive forspillet. De bliver meget overraskede over, at problemerne for kvinden skyldes, at hun slet ikke er klar, når han kommer. Da vi fra undersøgelser ved, at gennemsnitssamlejet varer 13 minutter, så er det klart, at hvis kvinden ikke har fået sig varmet godt op under forspillet, så når hun slet ikke at komme med der, fastslår Helene Kræmmer.
Seks kvinder viser og fortæller: Sådan ser vi ud forneden
I den svenske undersøgelse oplever ca. 33 procent af kvinderne regelmæssige orgasmer under samleje, mens tallet for mændene er 65 procent. Også disse tal svarer til de danske.