Otte år efter revolutionen: Nu er 778 anholdt på en uge

Demonstranter har været på gaden i Tunesien gennem de seneste uger for at fejre det arabiske forår, men især også for at udtrykke deres desperation over høje priser, der presser befolkningen. 778 mennesker er blevet arresteret på en uge

AP: Demonstration i Tunesien

Siden årsskiftet har der hersket kaotiske tilstande i det nordafrikanske land Tunesien. Her har tusindvis af mennesker nemlig siden 1. januar demonstreret over de høje priser og skattestigninger i landet, og det er ikke gået stille for sig.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er tæt på 800 mennesker blevet anholdt af de cirka 2100 soldater, der er sat ind af landets hær under demonstrationerne flere steder i Tunesien.

De seneste ugers uroligheder har både kostet menneskeliv og nedbrændte regeringsbygninger i hovedstaden, Tunis, og flere internationale medier forventer, at det kan gå endnu vildere for sig, når man i weekenden igen skal markere afgangen af den tidligere diktator Zine El Abidine Bel Ali, der nu lever i eksil i Saudi Arabien. 

Tunesien har i gennem flere år kæmpet med høj arbejdsløshed, og sammen med finansloven fra maj sidste år, der har sat skatten og prisen på fødevarer op, er tålmodigheden ved at være brugt op, fortæller Rikke Haugbølle, der er konsulent og rådgiver med speciale i Tunesien, til Ekstra Bladet:

- Den vrede og frustration, der udløste det tunesiske oprør for otte år siden, var nemlig på baggrund af, at eliten ragede til sig, og fortsat gør det, fordi de sidder på hele økonomien. Når man så vedtager en finanslov, der sender regningen nedad i systemet til dem, der ikke har til dagen og vejen i forvejen, så kommer der naturligvis protester.

Artikel fortsætter under billedet ...

Protesterne mod landets elite har bredt sig til hele landet. Foto: All Over Press.
Protesterne mod landets elite har bredt sig til hele landet. Foto: All Over Press.

Vi kan ikke overleve længere
Situationen for arbejderstyrken i Tunesien er så alvorlig, at mange tunesere ikke ved, hvordan de skal komme ud af den voksende økonomiske krise i landet:

- Det her kommer på et tidspunkt, hvor tuneserne er presset helt i bund. De kan simpelt hen ikke mere, og den almene borger ved ikke længere, hvordan man skal få mad på bordet.

En af de tunesere er 27-årige Akreem, der af frygt for hærens efterfølgelser ikke ville oplyse sit efternavn til New York Times:

- Med 500 dinarer om måneden (1250 kroner, red.) kan du ikke overleve længere, og vores lønninger overstiger ikke mere end 400 dinarer (1000 kr. red.).

Artikel fortsætter under billedet ...

Både politi og militær er blevet sat ind i kampen mod demonstrationerne i Tunesiens største byer. Foto: All Over Press.
Både politi og militær er blevet sat ind i kampen mod demonstrationerne i Tunesiens største byer. Foto: All Over Press.
 

Bekymring i FN
Demonstrationerne og de efterfølgende hundredvis af anholdelser i Tunesien har vakt bekymring i verdens ledende organ FN. Her ønsker man ikke at se flere anholdelse af unge tunesere:

- Vi er bekymret over det høje antal af arrestationer. Cirka 778 personer er ifølge vores oplysninger blevet anholdt siden mandag, og en tredjedel af dem er i aldersgruppen 15-20 - altså meget unge, fortæller Rupert Colville, der er FN-talsmand for folkerettigheder til Reuters.

Han opfordrer den tunesiske regering til at stoppe tilbageholdelserne omgående: 

- Vi kalder på autoriteterne til at sikre, at folk ikke bliver arresteret på en tankeløs måde, og at alle dem, der bliver tilbageholdt, behandles med fuld respekt for deres ret til en retsag, og enten bliver sigtet eller løsladt omgående.

Revolutionen har ikke ændret meget
Selv om det er otte år siden, at en ung grønthandler ved navn Mohammed Bouazizi brændte sig selv ihjel i protest mod regeringen og startede Det Arabiske Forår i netop Tunesien, er der ikke sket den store fremgang for andet end eliten.

Rikke Haugbølle forklarer, at de seneste ugers demonstrationer minder meget om det, der blev startskuddet til en af de største revolutionsbølger, som den arabiske verden nogen sinde har oplevet: 

-  Det her drager i hvert fald paralleller til det tunesiske oprør.  Det er ikke kun i  hovedstaden, men i hele landet. Det er ikke kun de sædvanlige unge, der laver uro og ballade, og når regeringen så på arrogant vis stempler dem som terrorister, selv om store dele af befolkningen mener, at de har legitime krav, så koger det hele over.

Hun siger samtidig, at det lige nu ligger på vippen, om demonstranterne får held til at trække finansloven tilbage, så priserne kan blive sænket igen:

- Det afhænger af, om det her holder ved bare lidt endnu. For fagforeningen står stærkt, og de har altså meldt ud, at de ikke længere støtter regeringen. Kan de mobilisere hele befolkningen til generalstrejker, vil det skabe ekstremt meget pres for ændringer. Regeringen kan ikke nøjes med at ændre et lille koma, der skal ske store reformer, før befolkningen bliver tilfredse.

18 kommentarer
Vis kommentarer