Otte pensionister angrebet af gedehamse: - Det er hvepsenes Roskilde Festival lige nu

En gruppe pensionister blev i weekenden stukket af vrede gedehamse i Tyskland. Denne hvepse-sæson er usædvanlig slem, fordi det har været så varmt

Der findes 50 forskellige arter af hvepse i Danmark. Foto: Shutterstock
Der findes 50 forskellige arter af hvepse i Danmark. Foto: Shutterstock

En gruppe tyske pensionister var i weekenden på vandretur nær Schnakenbek i Schleswig-Holstein, da vrede gedehamse pludselig angreb dem.

Otte personer blev stukket, og en af dem blev så slemt medtaget, at en læge sendte ham på sygehuset.

Det skriver Bild.de.

Stikker godt til
Gedehamse er en art af hvepse, som normalt ikke stikker. Men når de endelig slår til, så gør de det ikke for sjov. Det forklarer Jes Aagaard, der er naturvejleder i Naturstyrelsen.

- Hvis den bliver sat eller trådt på - eller forvilder sig ind under tøj eller hår - så stikker den. Og den kan blive ved med at stikke, fordi den ikke mister brodden, siger Jes Aagaard til Ekstra Bladet.

Det betyder, at alle, der bliver stukket, får et mindre mærke, der ligner et brændemærke, og som gør ondt eller klør.

- Men i meget, meget sjældne tilfælde kan der ske en allergisk reaktion, hvis man er blevet stukket flere gange. Det betyder, at alle ens celler udskiller histamin på samme tid, og det kan i værste fald ende med hjertestop.

- Derfor siger man også, at hvepsen er Danmarks farligste dyr. Det er den allergiske reaktion, der gør det, siger naturvejlederen.

Flyver rundt i en brandert for tiden
Der har været usædvanligt mange hvepse i Danmark i år. Det kan forklares med de høje temperaturer, og den meget lange sommer.

- Jeg har forhørt mig hos en ven, der har et skadedyrsfirma, og han siger, at hvepsene også har været meget tidligt ude i år. Tre uger tidligere end normalt. Det skyldes den varme forårssæson, hvor produktionshastigheden har været høj, siger Jes Aagaard.

Nu er vi nået til den del af sommeren, hvor hvepsene kan virke ekstra irriterende for os mennesker.

- Nu har dronningen produceret de droner, der skal bære generationen videre. Det betyder, at alle arbejderne nu selv kan bestemme, hvad de vil ud og spise, og derfor går de selvfølgelig efter alle de søde sager, siger Jes Aagaard.

Derfor er der også stor risiko for, at man ser hvepse i sine søde sager, frugter eller alkoholiske drikke her i sensommeren.

- Det er Roskilde Festival for hvepse lige nu. De går efter de gærede frugter og vores vin, og så flyver de rundt i en stor brandert. Derfor skal man altså også passe på, at man ikke overser en hveps, der er fløjet ned i ens dåseøl, for så kan det også være farligt, siger naturvejleder Jes Aagaard.

Sådan lindrer du, hvis skaden er sket:

Det anbefales, at du:

hurtigst muligt fjerner brodden, hvis den sidder tilbage i huden. På brodden sidder nemlig en giftblære, som fortsætter med at pumpe gift ind, selv om bien (eller hvepsen) er fløjet. Det letteste er at skrabe brodden af med en negl.

afkøler stedet med en isklump eller f.eks. en pose frosne grøntsager. Det kan gøre både hævelsen og smerten mindre.

altid søger lægehjælp ved stik i mund, svælg eller hals. Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret.

Vær opmærksom, hvis du oplever:

svimmelhed, utilpashed og behov for at ligge ned.

problemer med at få vejret

kløe og udslæt (nældefeber) på kroppen, hvor du ikke er stukket.

Kilde: Apoteket.dk

60 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere