I sommeren 2022 døde blot otteårige Ayram af et hjertestop som følge af et astma-anfald.
Hendes hjerte stoppede med at slå 10. august på et lægehus i Haderslev, men netop det lægehus får svær kritik fra flere fronter, da lægerne havde flere muligheder for at redde Ayrams liv.
Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter i Radio4s program 'Den døde pige i lægehuset'.
- Det er fuldstændig tragisk, og det er stærkt usædvanligt, at det sker i Danmark. Den slags kunne vi se for 60-70 år siden, fordi man ikke havde muligheden for at gøre noget, men det har man her. Det her burde aldrig nogensinde kunne ske, siger Anne Holm Hansen, der er direktør i Astma-Allergi Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Går galt flere gange
Der er flere gange i forløbet, hvor Ayrams liv kunne reddes, beskriver flere eksperter i programmet.
En af dem er professor i almen medicin på Københavns Universitet og praktiserende læge Lars Bjerrum.
- Vi har her med et fatalt tilfælde at gøre, der primært skyldes dårlig kommunikation på grund af sprogbarrierer, siger han og henviser til, at Ayrams familie er syriske flygtninge, og lægehuset ikke skaffede en tolk, da den otteårige pige blev diagnosticeret med astma og fik informationer om hendes medicin blot 13 dage før hendes død.
Det er ellers altid lægens ansvar at sørge for, at forældrene forstår lægen.
Derudover blev det ikke taget alvorligt af lægehuset, da Ayrams far, Sohaib Alnasif, ringede 10. august om morgenen, fordi Ayram havde voldsomme vejrtrækningsproblemer. I stedet fik Ayram en tid flere timer senere, og tre dage senere var hun død.
- Der er jo så oplagt tale om et barn, som har alvorligt vejrtrækningsbesvær og som ikke reagerer tilstrækkeligt på behandling. Så der er tale om en akut situation, som skal tages alvorligt, lyder vurderingen fra Christian Wejse, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i global sundhed og tværkulturel medicin på Aarhus Universitet.
Efterforskningen afsluttet
Christian Wejse mener, at lægehusets beslutning om at lade Ayram vente i flere timer er i strid med vejledningen fra Dansk Selskab for Almen Medicin, og selvom flere eksperter retter kritik fra flere sider mod lægehusets praksis, har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at der ikke er risiko for den fremadrettede patientsikkerhed på lægehuset.
Politiet har ligeledes afsluttet deres efterforskning af dødsfaldet.
Der er dog stadigvæk en sag i gang hos Styrelsen for Patienklager, der skal vurdere, om Ayrams behandling har levet op til de lægefaglige standarder.
Hverken lægehuset i Haderslev, Lægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation eller Region Syddanmark har ønsket at stille op til interview.