Otteårige Oscar afvist med koldbrand i blindtarmen

En otte-årig dreng blev afvist på Aarhus Universitetshospital med koldbrand i blindtarmen

Otte-årige Oscar var alvorligt syg med blindtarmsbetændelse, der var blevet angrebet af koldbrand. Til familiens held reagerede egen læge hurtigt. Foto: René Schütze
Otte-årige Oscar var alvorligt syg med blindtarmsbetændelse, der var blevet angrebet af koldbrand. Til familiens held reagerede egen læge hurtigt. Foto: René Schütze

Otte-årige Oscar Løper Riise lider af en sygdom, som han går til udredning med på Aarhus Universitetshospital.

Familien, der bor i Grandrup i Nordjylland, skulle afsted på et planlagt besøg til hospitalet, men Oscar havde dagen inden klaget over smerter i maven. På vej til hospitalet bliver smerterne tiltagende stærkere, og den lille dreng begynder at kaste op.

- Han klager aldrig. Han er den sejeste lille fyr. Vi kunne se på ham, der var noget helt galt. Han var hvid som et lagen.

- Vi har aldrig oplevet ham have de smerter. Vi kunne godt forstå på ham, der var noget helt galt, siger Oscars far, Michel Riise.

Familien er på daværende tidspunkt rolige, fordi de skal til undersøgelse på en mave-tarm-afdeling for børn.

En rystet familie, efter Aarhus Universitetshospital afviste otte-årige Oscar med en slem blindtarmsbetændelse. Foto: René Schütze
En rystet familie, efter Aarhus Universitetshospital afviste otte-årige Oscar med en slem blindtarmsbetændelse. Foto: René Schütze
 

Til familiens store overraskelse ville lægen ikke undersøge Oscar, selvom familien gentagne gange beder lægen om en hurtig undersøgelse. I stedet bliver familien sendt ud på en 140 kilometers lang køretur tilbage til egen læge.

Var ikke i tvivl
Da familien ankommer til egen læge, er han stærkt uforstående overfor, hvorfor Oscar ikke blev undersøgt.

- Da Oscar og jeg kommer til vores egen læge, kigger han på mig, og siger: Mener du ærligt, at I kommer lige direkte fra en mave-tarm-afdeling for børn, og hun undersøger ham ikke? Og det må jeg jo svare ja til, lyder det fra Oscars mor, Tanja.

Familiens egen læge var ikke i tvivl om, hvorfor Oscar Løper Riise havde så stærke smerter.

- Vores læge undersøgte ham i to minutter, og han var ikke tvivl om, at det var blindtarmen.

- Han ringede derefter til modtagelsen ude i Aalborg, og fortalte dem, at han sendte Oscar derud. Og de stod klar til at tage imod os, siger Tanja Løper Riise.

- De to brødre er som tvillinger. De fire dage, hvor de var væk fra hinanden, var frygtelige for dem. De har aldrig været så længe væk fra hinanden. Oscars hjerte var knust og utrøstelig, fordi han savnede sin bror, siger Michel Riise. Foto: René Schütze
- De to brødre er som tvillinger. De fire dage, hvor de var væk fra hinanden, var frygtelige for dem. De har aldrig været så længe væk fra hinanden. Oscars hjerte var knust og utrøstelig, fordi han savnede sin bror, siger Michel Riise. Foto: René Schütze
 

Koldbrand i blindtarmen
Oscar bliver indlagt med det samme på en enestue med sin far, da de ankommer til Aalborg Universitetshospital.

- Dem, der kommer og kigger på ham, er slet ikke i tvivl om, at det er blindtarmen, og den muligvis er sprunget på grund af de smerter, han har.

- Man kunne slet ikke røre ved ham. Klokken 21.00 bliver han kørt til operation, siger Michel Riise.

Halvanden time senere er Oscar opereret for 'gangrenøs appendicitit' - blindtarmen var angrebet af koldbrand - og Oscar skal indlægges i tre dage.

- Han skal have noget antibiotikakur, fordi de har suget noget stads op fra bughulen, så blindtarmen har lækket, siger Michel Riise.

En lækket blindtarm kan i yderste instans være livsfarligt, hvis det ikke bliver behandlet i tide.

- Vi skal ikke have Oscar derned igen. Tilliden er på et meget lille sted. Vi tænker jo også, at vi i værste tilfælde kunne have mistet ham, siger Michel Riise.
- Vi skal ikke have Oscar derned igen. Tilliden er på et meget lille sted. Vi tænker jo også, at vi i værste tilfælde kunne have mistet ham, siger Michel Riise.
 

Fortryder og beklager
Ekstra Bladet har forelagt forløbet for Aarhus Universitetshospital. Lægen i Aarhus henviste Oscar til egen læge, fordi hun frygtede, drengen havde en infektion - selvom hun vidste, der ventede ham en to timers køretur.

Der var der to muligheder ifølge hospitalet: 'At få Oscar undersøgt i Akutafdelingen eller hos egen læge' skriver ledende overlæge Jens Veirum på Børn og Unge ved Aarhus Universitetshospital.

'Nu hvor det har vist sig, at Oscar havde blindtarmsbetændelse, så vil vi naturligvis ønske, at vi for en sikkerheds skyld havde sendt Oscar til undersøgelse i Akutafdelingens børnemodtagelse.

'Her på afdelingen er vi kede af og beklager, at forløbet desværre blev mere omstændeligt og dramatisk end det behøvede for Oscar og hans familie', skriver Jens Veirum.