En af historiens største danske atleter, Jeanette Ottesen, sprang i år ud som forfatter. Hun skrev i samarbejde med Aleksandar Josevski bogen ’Fri’, der skildrer de rundt regnet første 30 år af hendes liv, som for en stor dels vedkommende er tilbragt i klorvand.

Fotoet på bogens omslag kunne nok få nogen til at tro, at der er tale om blød porno, men det er der ikke.

Ottesen har vundet over 50 medaljer ved OL, VM og EM, men bogen er ikke en sejr.

Mest på grund af en undskyldning, som Ottesen i sin bog gav til sin svømmekollega Lotte Friis, der i dag kan opleves som en lattermild radiovært på P4.

Den undskyldning var lige til at forveksle med et overgreb.

Mobning
Ottesen, der i adskillige år har arbejdet for en organisation, som bekæmper mobning, fortæller i bogen, at Lotte Friis hyppigt blev mobbet af de andre svømmere:

’Det er især fyrene, der er slemme, og de gør grin med Lotte både foran hende og bag om ryggen på hende. Det kan være noget med, at hun har en stor numse, at hun ikke vejer det, hun skal, at hun er tyk, måden, hun svømmer på, tøjet, hun går i, eller svømmebrillerne, hun svømmer med.’

Det er svært at forstå, synes jeg, at man kan gøre nar ad Lotte Friis’ måde at svømme på. Hun vandt over 20 medaljer ved OL, VM og EM - heraf otte af guld - og det tyder da på, at de andre snarere kunne lære noget.

Fedtmule
Men Ottesen fortsætter, og nu bliver det grimt:

’Lotte siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad. Lotte en speciel type, hun er en ’fedtmule’, som mange gange kommer til at lave ufrivilligt sjove ting; typen, der skvatter, hver gang hun træder ind i en svømmehal.’

Så mobbeofferet er selv skyld i mobningen, altså.

Uforståeligt er det, at hverken Ottesen, hendes medforfatter eller forlaget Gyldendal blev ramt af den mindste smule klarsyn, inden bogen blev sendt til trykkeriet.

Blottet
Lotte Friis var forståeligt vred. Hun skrev på Facebook:

’I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før.

Det er min historie at fortælle - ikke hendes.

Det, der er beskrevet i bogen, er alene baseret på Jeanettes opfattelse af situationerne og ikke mindst hendes erindringer. Jeg føler, at jeg er sat uden for indflydelse på den opfattelse, verden fremover vil have af Lotte Friis.

Jeanette har ved sit behov for at fortælle det, hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om ’mobbeofferet’ Lotte. Det synes jeg ikke er o.k.’

Det store torskevalg: Hvem skal være Årets Nytårstorsk?

En flok får
Så sagde Ottesen undskyld endnu en gang, og det hele gav da omtale, men jeg er nu ikke sikker på, at det var af den slags, der gør noget godt for bogsalget.

Bogen er interessant, men ikke ret behagelig læsning. Ottesen har noget grimt at sige om stort set alle, hun har mødt på sin vej, når vi ser bort fra manden og datteren.

Alle andre får med grovfilen. Både enkeltpersoner, der nævnes med navn, og grupper. Som de danske svømmekvinder:

’Jeg synes, deres personlighed er kedelig, de er altid dårligt klædt og har gemt det feminine af vejen. De ligner mænd. Og så tør de sjældent være sig selv. De er som en flok får, der bare løber i røven af hinanden.’

Superheldig
Hun fortæller, hvad hun sagde til en journalist om Pernille Blume, der overraskende vandt i 50 meter fri ved OL i Rio:

’Pernilles svømmeår har været meget heldigt. Superflot, men superheldigt. Der er andre mennesker, der inspirerer mig mere end hende.’

Få sider længere henne skriver hun:

’Fuck, hvor møder man som kvinde meget modgang, modstand, jalousi og misundelse fra kvinder. Kvinder bør støtte kvinder, men kvinder vil bare ikke hinanden det bedste.’

Jamen, altså ...

Jeanette Ottesen fortjener en torsk - men det gør kandidaten i morgen sandt for dyden også.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

--------- SPLIT ELEMENT ---------