Over 200 sårede i voldsom togulykke

Mange er sårede, efter at to letbanetog mandag kolliderede i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur

Redningspersonale hjælper de sårede efter den voldsomme togulykke.

Mere end 210 er kommet til skade, efter to letbanetog kolliderede i Kuala Lumpur mandag aften lokal tid.

47 er kommet alvorligt til skade, imens resten har lettere skader. Ingen er meldt omkomne i ulykken.

Det skriver Channel News Asia, ligesom den malaysiske premierminister Muhyiddin Yassin har bekræftet ulykken på Twitter.

Blod og glasskår
Ifølge Channel News Asia var det ene tog tomt, da det kolliderede med det andet tog, der medtog passagerer.

Ulykken skete i en tunnel under et shopping center i det centrale Kuala Lumpur.

På sociale medier florerer der flere billeder og videoer af ulykken.

Her kan man se, hvordan flere passagerer sidder på gulvet, imens blod og glasskår ligger på gulvet.

Vil blive undersøgt
Premierminister Muhyiddin Yassin har mandag aften bekendtgjort, at ulykken vil blive efterforsket og undersøgt til bunds.

De tilskadekomne vil blive prioriteret, skriver premierministeren på Twitter, under hensyntagen til, at Malaysia som alle andre lande også befinder sig midt i en coronapandemi.

Channel News Asia citerer en kilde hos en lokal myndighed for, at ulykken muligvis skyldes et kommunikationsbrist i kommandocenteret hos letbanelinjen.