OVERBLIK: Det måske største skattetyveri i Danmark

Snyd med refusioner af udbytteskat frygtes at have kostet den danske statskasse 9,1 milliarder kroner.

En medarbejder i Skat er sigtet af statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kendt som Bagmandspolitiet, for medvirken til en af Danmarkshistoriens største svindelsager om refusion af udbytteskat.

Det skriver Weekendavisen fredag.

Læs her, hvad sagen handler om:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent. Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

* Ifølge Rigsrevisionen har Skat og Skatteministeriet siden 2010 vidst, at der var problemer med refusionen af udbytteskat.

* Men først i august 2015 stoppede Skat udbetalingerne efter at have modtaget oplysninger ude fra om problemerne.

* Et centralt spørgsmål er, hvorfor der gik så lang tid, før Skat og Skatteministeriet reagerede på mistanken om svindel med udbytteskat.

* Skats udbetalinger af refusion af udbytteskat steg markant fra 2010 til 2015.

* I hele 2010 blev der udbetalt 0,68 milliarder kroner, mens der i de første godt syv måneder af 2015 blev udbetalt 9,3 milliarder kroner.

* I 2015 begyndte Skat at oplære flere medarbejdere, der blandt andet skulle tage sig af det stigende antal udbetalinger af refusion af udbytteskat.

* 24. august 2015 anmeldte Skat den formodede svindel med udbytteskat for 6,2 milliarder kroner til SØIK.

* Efterfølgende har Skat anmeldt svindel for yderligere 2,9 milliarder kroner.

* Den formodede svindel med udbytteskat løber dermed op i 9,1 milliarder kroner. Ifølge Skat er de ulovlige udbetalinger foregået fra 1. januar 2012 til 5. august 2015.

* Skatteministeriet har oplyst, at en igangværende gennemgang af andre refusioner fra perioden kan afsløre yderligere formodet svindel.

Kilde: Statsrevisorerne, Rigsrevisionen, Ritzau

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere