OVERBLIK: Så hårdt blev Danmark ramt af vandmasserne

Det sydlige Danmark slap tilsyneladende nådigt fra oversvømmelserne. Klokken 5.45 ophørte DMI's varsel om forhøjet vandstand

Der blev lagt sandsække på havnen i Kolding, hvor vandet steg markant til langt ud på natten. Her til morgen er vandet dog ved at trække sig tilbage. (Foto: Claus Bonnerup)
Der blev lagt sandsække på havnen i Kolding, hvor vandet steg markant til langt ud på natten. Her til morgen er vandet dog ved at trække sig tilbage. (Foto: Claus Bonnerup)

Trods markant forhøjet vandstand natten til torsdag tyder meget på, at det sydlige Danmark slap nådigt fra oversvømmelserne.

Klokken 4.00 har vandstanden toppet i hele landet og vil i de næste par timer falde markant, siger vagthavende ved DMI, Frank Nielsen.

- Vandet er på retur, og vi befinder os i afvarslingsfasen, siger meteorolog Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at der fortsat er varsel om forhøjet vandstand omkring Lillebælt, syd for Fyn og ved Lolland.

- Hvad kan folk forvente, når de står op og skal ud i trafikken?

- Langt de fleste steder vil der ikke være unormale værdier (forhøjet vandstand, red.). Vandet trækker sig tilbage stille og rolig, siger Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

Kolding Havn var natten til torsdag under vand. (Foto: Anders Brohus)
Kolding Havn var natten til torsdag under vand. (Foto: Anders Brohus)

Han advarer dog om, at oversvømmelser kombineret med minusgrader kan give glatte veje.

- Det kan sagtens gå hen og give problemer, så jeg opfordrer folk til at være forsigtige, siger Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

Fyns Politi har udsendt samme advarsel:

- Vi er bekymret fremadrettet for de store vandmængder på vejene, da vi nu har fået frostvejr. Det er noget, trafikanterne skal være meget opmærksomme på, lyder det.

Vandstanden klokken 6.00:

Her er et overblik over de berørte steder klokken 6.00 torsdag morgen. Alle steder i landet har vandstanden toppet.

* På Lolland-Falsters sydkyst er vandstanden målt til 1,29 meter over det normale niveau ved Rødby.

* I Øresund er vandstanden målt til 78 centimeter over det normale niveau ved Dragør.

* På Sydøstsjællands kyst er vandstanden målt til 87 centimeter over det normale niveau ved Køge.

* På Bornholms kyst er vandstanden målt til 85 centimeter over det normale niveau i Rønne Havn.

* Ved Det Sydfynske Øhav er vandstanden målt til 1,36 meter over det normale niveau ved Bagenkop.

* Ved det sydlige Lillebælt har vandet været højtstående. Vandet har toppet, og det står nu på 1,25 meter over det normale i Kolding, 1,31 meter over det normale i Haderslev og 1,35 meter over det normale i Aabenraa.

* Ved det vestlige og østlige Storebælt ligger vandet mellem 99 centimeter og 1,01 meter over det normale niveau.

Se også: Kør forsigtigt: Advarer mod meget glatte veje

Selv om vandstanden steg meget i flere områder, ser det ud til, at det sydlige Jylland slipper for omfattende oversvømmelser.

- Vi er udfordret i et par sommerhusområder i Haderslev og Sønderborg og ved Aabenraa Havn, men indtil videre holder vi skansen, siger vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Preben Westh til Ritzau.

På Kolding Havn lagde beredskabet sandsække ud for at stoppe vandmasserne, der steg voldsomt midt på natten.

- Vandet er steget 10-15 centimer i de sidste 15 minutter, fortalte Ekstra Bladets udsendte klokken 01.45.

Senere trak vandet sig tilbage. Klokken 04.40 oplyser det lokale politi, at vandet er nede på 140 cm over normal vandstand.

 

Rekord på Langeland
Ifølge DMI’s målinger satte vandstanden rekord ved Bagenkop på Langeland og Sønderborg i det sydlige Jylland.

Begge steder blev der målt en vandstand, der var forhøjet med 177 centimeter. Siden har vandmasserne dog trukket sig en del tilbage, lyder det fra Frank Nielsen.

- Nu er de nede på under 150 centimeter, siger han ved 04-tiden.

Havne Grillen på havnen i Aabenraa kom tæt på vandet. (Foto: Claus Bonnerup)
Havne Grillen på havnen i Aabenraa kom tæt på vandet. (Foto: Claus Bonnerup)
 

På Fyn er vandstanden begyndt at falde flere steder, men oversvømmelser kan give trafikale problemer i flere kommuner.

For eksempel er Helnæs-dæmningen i Assens oversvømmet og lukket for færdsel, mens havneområdet fortsat er afspærret i Faaborg.

I Middelfart, hvor vandstanden steg til ud på natten, kan oversvømmelser forventes at påvirke skolebuskørslen omkring Føns.

Strømmen gik
Desuden er der meldinger om afbrudt strøm i flere lavtliggende områder. På Fyn forventes 180 husstande - især i Assens Kommune - at være uden strøm til op ad formiddagen.

Også i Kolding har forsyningsselskaber slukket for strømmen for mellem 300 og 400 husstande.

Se også: Falck: Vi har haft mindre at lave end på en normal nat

Falck melder om en overraskende rolig nat. Kun ni gange måtte Falck rykke ud til opgaver i forbindelse med vandmasserne.

- Vi må sende en stor ros til Beredskabsstyrelsen, som har gjort et godt forebyggende stykke arbejde, siger pressemedarbejder ved Falck, Jesper Jakobsen, til Ritzau.

34 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere