Overenskomstforhandlingerne er brudt sammen

28. februar kan parterne varsle strejke eller lockout. I dag er forhandlingerne for statsansatte brudt sammen

Flemming Vinther er chefforhandler for de statsansatte. Foto: Kenneth Meyer
Flemming Vinther er chefforhandler for de statsansatte. Foto: Kenneth Meyer

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de 180.000 statsansatte er brudt sammen.

Årsagen er, at parterne ikke kan blive enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.

- Status er lige nu, at vi har forhandlet med vores modpart i seks dage, hvor de ikke har imødekommet os på vores to kernepunkter, og derfor har vi valgt at afbryde forhandlingerne, siger Flemming Vinther, chefforhandler for de statsansatte til Ekstra Bladet.

- Det handler grundlæggende om, at der skal være en lønudvikling for de ansatte i staten, der afspejler den gode økonomiske situation, vi har. Og så handler det om, at vi ønsker at få den betalte spisepause skrevet ind i overenskomsten.

Imødekom os, eller strejke
Præcis hvor store lønstigninger Flemming Vinther ønsker til de statsansatte, vil han ikke ud med, men sammenbruddet i forhandlingerne kan betyde, at de statsansatte vil varsle strejker allerede om fem dage.

- Den 28. februar kan vi varsle strejker fra første april, da der er en måneds varsel. Dog kan forligsinstitutionen (der bistår parter med overenskomst-forhandlinger, hvis de er brudt sammen, red.) udsætte en strejke i to gange 14 dage.

- Så enten får vi et udspil, der imødekommer vores krav, og så kan vi komme tilbage til forhandlingsbordet, eller også forventer jeg, at vi 28. februar indgiver varsel om at strejke, siger Flemming Vinther.

28. februar er det dog samtidig muligt for staten at varsle en lockout af de statsansatte, hvor de vil blive sendt hjem uden løn.

Hos fagforeningen Djøf bakker man op om chefforhandleren: De statsansatte skal have mere i løn.

- Siden krisen har vi udvist ansvarlighed og accepteret smalle forlig. Vi har vist samfundssind.

- Men nu er den økonomiske virkelighed en anden, og tiden er kommet til, at vores arbejde også lønmæssigt skal anerkendes. Det skal kunne ses i OK18-resultatet, siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, i en pressemeddelelse.

691 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere