Overfaldt politiker med æg: Nu vælter støtten ind

Mere end 150.000 kroner er indtil samlet ind til 17-årig, der nu har fået kælenavnet 'Egg Boy'

Efter dette ægge-stunt er støtten væltet ind til 17-årige Will Connolly. Video: AP.

Efter stærkt kontroversielle udtalelser om fredagens terrorangreb i New Zealand, fik den højreorienterede australske senator Fraser Anning lørdag klasket et æg i nakken under et tv-interview i Melbourne.

Gerningsmanden var ifølge flere australske medier, blandt andet Sydney Morning Herald og The West Australian, 17-årige Will Connolly, som i en video uploadet på Twitter har påtaget sig ansvaret for stuntet.

- Lad være med at kaste æg på politikere, du bliver bare taklet af 30 bonderøve på en gang, har jeg lært på den hårde, siger han i videoen, som følges af tweetet 'muslimer er ikke terrorister, og terrorisme har ingen religion'. Den 17-åriges Twitter-konto er dog sidenhen blevet lukket ned.

Kæmpe beløb indsamlet
Siden Will Connolly stod frem, er støtten væltet ind fra folk, der kalder ham en helt.

 

Udover hyldest på blandt andet Twitter, er flere crowdfunding-sider blevet oprettet for at støtte ham. 

Den største af indsamlingerne har i skrivende stund rejst over 35.000 australske dollar (cirka 163.000 kroner, red.) til dækning af juridiske udgifter og indkøb af flere æg, men Will Connolly har selv ønsket, at størstedelen af det beløb tilfalder ofrene for massakren i Christchurch.

Om Will Connolly har juridiske udgifter i vente er uvist, da han indtil videre ikke er sigtet i sagen.

Australiens premierminster, Scott Morrison, har til gengæld udtalt at 'lovens fulde styrke' burde ramme Fraser Anning for de to slag, som han tildelte den 17-årige efter at han fik ægget i nakken.

562 kommentarer
Vis kommentarer