Overfuset mor godtager undskyldning: - Jeg bliver helt rørt

Tømmermændene har lagt sig, men de moralske tømmermænd er kun lige begyndt for Lars, der overfusede en familie på Kastrup Havn. I et interview med Ekstra Bladet sender han en dybfølt undskyldning til familien. Undskyldningen bliver taget godt imod af en rørt mor

Undskyldning modtaget.

Skældsordene fløj ud af munden på  Lars, da han overfusede en familie på Kastrup Havn. De blev kaldt gule og perkere, og han lod familien forstå, at de ikke var velkomne i Danmark.

Kodes Hamdi er mor i den familie, som blev overfuset, og hun tager nu imod den undskyldning, som Lars har sendt i et interview med Ekstra Bladet.

Undskyldningen slår benene væk under hende.

- Mit hjerte galoperer lige nu. Jeg bliver helt rørt, jeg ved ikke hvorfor, men det gør jeg, siger Kodes Hamdi, der sammen med sin familie stod model til den ene grimme tilsvining efter den anden.

Kan du tilgive ham?

- Ja, selvfølgelig. Jeg har tidligere sagt, at vi alle er lavet af kød og blod. Selvfølgelig kan jeg tilgive ham. Jeg har også tilgivet rigtig mange før ham, men at han selv siger undskyld, gør mig glad, siger Kodes Hamdi til Ekstra Bladet.

Lars er en mand i 50’erne. Han gik med til at mødes med Ekstra Bladet og fortælle, hvordan han ser på den episode, der har gjort ham landskendt som racisten i den grønne jakke.

Han ønsker kun sit fornavn frem. Ekstra Bladet kender hans fulde identitet. I interviewet lægger han sig fladt ned og fortæller, at han ikke kan tilgive sig selv.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Kodes Hamdi er rørt og glad, da Ekstra Bladet fanger hende over telefonen. I samme ombæring kommer hun med en åben invitation til Lars.

- Jeg vil rigtig gerne i dialog med ham. Jeg ved dialog er vejen frem, siger Kodes Hamdi.

Forskellige udlæg
På trods af forsoning mellem parterne er der uenighed om, hvad der gik forud for videoen.

Ifølge Lars, der efter eget udsagn var 'pattevissen', havde Kodes Hamdis mand 'svinet ham til på arabisk', men understreger det ikke er en undskyldning for det, han har gjort.

Et billede Kodes Hamdi ikke kan genkende.

- Vi sad helt fredeligt og kiggede på vandet. Vores børn løb frem og tilbage og legede fangeleg, hvorefter han skreg og råbte af os, siger Kodes Hamdi.

Store konsekvenser
Lars fortæller i interviewet med Ekstra Bladet, at han bliver jagtet af mennesker, der vil give ham prygl.

Kodes Hamdi tager klart afstand fra vold og trusler. Hun har selv oplevet på egen krop, hvordan videoen har fået konsekvenser for hende.

- Jeg kan ikke selv gå på gaden. Jeg kigger mig over skulderen hele tiden. Jeg modtager også hadbeskeder og trusler på nettet.

- Jeg har ikke selv valgt det, fordi jeg troede aldrig, at videoen ville blive delt i det omfang, siger hun.

Lars fortæller i interviewet med Ekstra Bladet, at hans chef bad ham om at blive væk fra arbejde, da videoen gik viralt.

- Det er jeg ked af at høre. Det er jeg virkelig, siger Kodes Hamdi.

Glad for at sætte dagsordenen
Kodes Hamdi havde aldrig i sin vildeste fantasi regnet med, at videoen ville få den opmærksomhed, som den har fået.

Hun så gerne, at især hendes børn ikke var så eksponeret på nettet, men én god ting kan hun alligevel tage med sig, nu hvor videoen har fået politisk bevågenhed fra øverste hylde.

- Jeg er glad for, at vi har sat fokus på racisme i den offentlige debat. Det manglede i Danmark og i dansk politik, siger hun.

Kodes Hamdi sender også en direkte opfordring til landets statsminister, Mette Frederiksen (S).

- Jeg håber, at Mette Frederiksen handler på det, hun siger. En ting er, hun kommenterer på situationen, det er jeg rigtig glad for, men jeg håber bare, der sker lidt mere end snak og statusopdateringer, siger Kodes Hamdi.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til Ekstra Bladets nye politiske podcast med Joachim B. Olsen og Brian Weichardt her.