Overlæge: Coronavirus kan leve i neglelak og kunstige negle

Kan coronavirus sætte sig i neglene? Få svaret her

Det er vigtigt at bruge håndsprit korrekt. Ekstra Bladet giver her en guide, for mange har helt sikkert gjort det forkert. Video: Lasse Brøndal/Redigering: Martin Ekelund/Maya Westander

Du har måske set på nettet, hvordan flere i dit netværk citerer udenlandske medie, der skriver, at man skal have sine negle helt korte mens coronavirussen er tilstede.

Flere medier har nemlig bragt historier, hvor de skriver, at virussen kan leve i neglene, hvis de ikke er helt korte og uden neglelak.

Det bekræfter overlæge Thomas Benfield på Hvidovre hospital til Mandag Morgen.

Det samme står skrevet i dokumenter fra Statens Serum Institut (SSI), der har udarbejdet de såkaldte nationale infektionshygiejniske retningslinjer.

- Vi er formentlig nede i petitesserne, men hvis man skal have den korrekte, totale håndhygiejne, så skal man ikke have neglelak og falske negle på, udtaler han til mediet.

Det skyldes, at der kan opstå ujævnheder i neglelakken, hvor virussen kan leve. Det samme kan være tilfælde under neglene med kunstige eller naturligt lange negle.

Det er nemlig svært at tjekke god håndhygiejne, hvis dine negle ser sådan ud.

Han mener dog ikke, at der er grund til storstilet panik, men foreslår, at det kunne være et godt tidspunkt at få fjernet neglene på.

- I det her tilfælde ville jeg sige ro på. Men kunstige negle og neglelak er ikke livsnødvendige, så hvis man vil have dem af, er det her da et fint tidspunkt at gøre det på. Men det er ikke noget, jeg synes, man skal styrte hjem og få fjernet, lyder det.