Overlæge: Svært at se hvordan det nu kan gå galt med epidemien

Genåbningsaftalen lyder rigtig fornuftig, siger eksperter, der ikke mener, den kunne være gået meget længere

Den genåbningsaftale, der blev forhandlet færdig tidligt torsdag morgen, udfaser en lang række restriktioner.

Det kan man roligt gøre, for det er svært at se, hvordan det kan gå rigtig galt nu med epidemien, fastslår to eksperter.

Den politiske aftale betyder blandt andet, at brugen af mundbind bliver udfaset. Samtidig får restauranter og barer lov til at holde åbent til klokken 24 - fra midt i juli til klokken 02.

Ifølge Kasper Karmark Iversen, der er overlæge og professor på Herlev-Gentofte Hospital og Københavns Universitet, er der så mange immune mennesker i samfundet, at der ikke kommer voldsomme smittekæder.

- Det er svært at se, hvordan det kan gå galt nu. Jeg synes helt afgjort ikke, at aftalen går for langt, siger Kasper Karmark Iversen.

Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, er glad for, at reglen om mundbind i det offentlige rum sløjfes.

I butikker eller storcentre har mundbindet nemlig ingen effekt, fordi der er god afstand mellem os, siger han.

- Overordnet lyder aftalen fornuftig. Det giver god mening, at vi kommer af med nogle af de restriktioner, der i virkeligheden aldrig rigtig har haft den helt store effekt.

- Men jeg er ikke sikker på, man kunne have gået videre, - hvis de unge ikke er vaccineret, og vi åbner mere op, så får vi ret meget mere smitte, siger Svend Ellermann-Eriksen.

Hvor Kasper Karmark Iversen har svært ved at se, hvordan det kan gå galt med epidemien, har Svend Ellerman-Eriksen et enkelt forbehold.

- Faren lige nu er, at vi får en stor epidemi blandt de unge, og at mange af dem får varige men. Det synes jeg, er argumentet for, at vi ikke åbner mere, siger Svend Ellermann-Eriksen.